Vælg en side

Kære IMCC’er

2022 blev ikke helt det år vi havde forudset. Rusland har invaderet Ukraine, inflationen har været skyhøj og et skyderi i Fields.

Heldigvis er det langtfra de eneste begivenheder, som har fundet sted i løbet af året. For første gang i et par år, har vi kunnet mødes uden restriktioner. Det har betydet at vi igen har kunnet afholde en masse fede begivenheder, både for vores medlemmer og alle dem som har gidet at lytte med.

I juni var en delegation af 50 IMCC’ere på Folkemødet på Bornholm, og afholdte en masse fede events. Der blev snakket førstehjælp, politik og grå poloer. Vi fik taget billeder med Søren Brostrøm, statsministeren og akutlæger. Vi glæder os allerede til Folkemødet 2023 som er ved at blive planlagt.

Vores internationale ansvarlige har sammen med mange dejlige deltagere rejst verden tynd til møder, og snakket vores sag. Der er blevet trænet nye trænere, og lagt i oven til fremtidens ledere i IMCC. Nogen har desuden påstået at de skulle have stjålet andre landes flag, men det kender de vist ikke noget til.

Vi har sagt farvel til vores internationale medarbejder Rikke, og netop ansat Else som en ny medarbejder som skal hjælpe de grønne grupper. Vores skønne sekretariatsleder Carsten har gjort at det nu igen er muligt for de grønne grupper at søge penge hos DUF, efter et bevillingsstop.

På generalforsamlingen i oktober blev der valgt en ny Landsbestyrelse som består af hele otte personer. De fleste er efterhånden garvede IMCC’ere og glæder sig til at lede IMCC næste år. Landsbestyrelsen 2023 tiltræder 1. januar. På vores generalforsamling blev der også stemt en masse spændende vedtægtsændringer igennem.

Vi har igen i år modtaget driftstilskud fra Dansk Ungdoms Fællesråd, og vi håber samt tror på at det også sker næste år.

Det har desværre ikke kun været en dans på roser. Lokalafdelingen i Esbjerg har sammen med flere andre, haft meget svært ved at afholde events og fastholde ny medlemmer. Antallet af medlemmer i IMCC har været faldende over en årrække og ender i år på niveau med 2021.

Flere steder i IMCC har vi desværre oplevet en manglende motivation. Den har ramt mange medlemmer, aktiviteter og bestyrelser. Heldigvis ser det ud til at det går fremad. I flere lokalbestyrelser sidder der nye stærke, og motiverede mennesker som er klar til at tage en tørn for vores dejlige organisation.

Med det siger vi tak for et godt år. Det har til tider være meget udfordrende at holde styr på det hele, men vi er glade for, at der er så mange af jer som vil med os på rejsen. Vi er heldige at have så mange gode og dygtige medlemmer. Både Linnea, Christian og Sohrab takker af for denne gang, men mon ikke man kan finde dem med hænderne i sekretariatets slikdåser lidt endnu.

Glædelig jul, og godt nytår på vegne af Landsbestyrelse 2022

Linnea, Laura, Sohrab, Christian og Lukas