
Dissektionsturen 2023
IMCC har arrangeret dissektionsture for medicinstuderende i mere end 50 år, og igen i 2023 bliver det muligt at dele denne unikke oplevelse med andre medicinstuderende, hvor turen går til Brno i Tjekkiet.
Dissektionsturen er en fantastisk mulighed for at få et mere dybdegående kendskab til menneskets anatomi og dissektionsteknikker, som er brugbar når man kommer hjem igen – Derudover er der rig mulighed for at få 2 hyggelige uger i solen med en masse nye studiekammerater fra hele landet, hvor der vil være sociale og sjove udflugter og arrangementer!
Hvem kan komme med på turen?
Du kan komme med på turen, hvis du er medicinstuderende på Århus, Odense, Aalborg eller Københavns Universitet eller læser medicin med industriel specialisering på Aalborg Universitet. Studerende fra alle semestre kan deltage, men typisk er deltagerne studerende på første del af studiet. Der er samlet plads til ca 50 studerende, og pladserne fordeles rimeligt mellem universiteterne.
Formål med turen
- At give deltagerne mulighed for 2 ugers intensiv dissektion i gode rammer.
- At give mulighed for fordybelse i bevægeapparatets anatomi under vejledning fra kompetente undervisere.
- Networking med andre studerende med samme interesse gennem det sociale program.
Dissektion
I forbindelse med dissektionen vælger man ved kursets start den ekstremitet, man ønsker at dissekere. Dissektionen foregår på hverdage, hvor der dagligt er fire timers dissektion fra 8.00 til 12.00.
Kurset har ca. 10 dissektionsdage. Den enkelte kursusdeltager er tilknyttet en mindre gruppe studerende, som igen er tilknyttet en professor.
Dissektionen foregår i gode lokaler under meget professionelle forhold, og da de tjekkiske arbejdsmiljøregler ikke er så strenge som de danske, bliver der også mulighed for at dissekere de indre organer.
Teoretisk undervisning
Undervisningen varetages af tre professorer, der alle er yderst kompetente. Den foregår på tysk eller engelsk alt efter din gruppes ønske. I Tjekkiet anvendes nomina anatomica. Den teoretiske del af undervisningen består blandt andet af anatomiske demonstrationer. Disse ligger typisk fra kl. 13.00 og afholdes ca. to gange ugentligt.
Det kan anbefales at tage et par lærebøger med hjemmefra til opslag og lignende. Til dissektionskurset er der ikke forudbestemt noget bestemt pensum, som skal nås. Det giver dig mulighed for at lave en mere indgående dissektion af et enkelt område, hvor finere og skrøbeligere strukturer kan blotlægges. Det er en behagelig arbejdsform, som bidrager til at du får en større forståelse af anatomien.
Udflugter & fritid
Dissektionsturens socialprogram består bl.a. af udflugter i weekenderne.
De sidste seneste år har dette bl.a. indbefattet besøg til Wien og Prag. Der er tradition for, at de deltagende bruger en stor del af tiden udenfor dissektionen på hinanden. Ligesom deltagerne frit kan vælge, om de ønsker at deltage i dissektion og forelæsninger, er det også valgfrit, om man ønsker at tage med på de arrangerede ture. Herudover vil der være mulighed for at deltage i hverdagsarrangementer og udforske Brno efter eget ønske.
Hvad koster det?
Prisen for turen er samlet 8000 kr. hvilket er inklusivt et administrationsgebyr og depositum på 1000 kr. De resterende 7000 kr. indbetales senest 1. maj. Betingelserne findes på tilmeldingsblanketten på IMCC’s hjemmeside.
I prisen indgår:
- Transport Danmark-Tjekkiet t/r
- Transport i Tjekkiet (bus/sporvognskort i Brno)
- Lærerlønninger
- Fakultetsgebyr
- Lokale, udstyr, undervisning ifbm. dissektion på universitetet
- Logi i Brno
- Sociale udflugter i weekenderne.
Rejseforsikring er ikke inkluderet, så du skal være opmærksom på om du er dækket af din egen forsikring.
Hvordan foregår tilmeldingen?
Tilmeldingen sker på IMCC’s hjemmeside. Man skal være medlem af IMCC for at deltage i turen. Dette koster et symbolsk beløb per år. Når man er logget ind på sin medlemsprofil kan man under “Events” se en række begivenheder, man kan melde sig til.
Vi åbner for tilmeldingen til dissektionsturen den 1. marts. Der er fire forskellige tilmeldinger, en per universitet. Dette er for at sikre en rimelig fordeling af pladserne. Når pladserne er fyldt op, kan man fortsat tilmelde sig og således blive skrevet på ventelisten.
Tilmeldingsfrist: 1. marts 2023 (depositum på 1000 betales).
Betalingsfrist: 1. maj 2023 (restbeløb betales).
Spørgsmål til tilmeldingen kan stilles på facebookgruppen eller via mail:
Email: dissektionstur@imcc.dk
Facebookprofilen: Dissektionsturen IMCC
Facebookbegivenheden: Dissektionsturen 2023
Instagram profil: @dissektionsturen_imcc
I er meget velkomne til at kontakte os med eventuelle spørgsmål omkring tilmelding eller turen generelt!
Kæmpe energi fra arrangørerne 2023; Kristoffer Munck, Oliver Hagbard og Line Bjerg Andersen



