Vælg en side

Brænder du for internationale projekter, og støtte af energiske frivilliges administrative opgaver?

IMCC søger en studentermedhjælper, der kan bidrage til at organisationens internationale projekter forløber i henhold til DUF’s regler for projekter, og derfor med viden og handlekraft kan støtte og rådgive organisationens internationale projektgrupper fra ansøgningsstart til endelige afrapportering og projektets afslutning ved DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd).

Du vil arbejde i tæt kontakt med DUF, revisor og projektgrupperne for at følge projekterne til ende samt overvåge at alt forløber efter den administrative tidsplan. Således er du tovholder på deadlines, så du og projekterne kommer i mål i overensstemmelse med projekternes mål og DUF’s retningslinjer.

IMCC forventer således en handlekraftig medarbejder, der med flair for samarbejde og god kommunikation arbejder løsningsorienteret på tværs af eksterne partnere, sekretariat, bestyrelser og frivillige medlemmer i projekterne.

Vi ønsker en medarbejder, der:

  • Har solidt kendskab til IMCC som organisation, og en indgående indsigt i DUF’s og CISU’s retningslinjer for internationale projekter. Du har administrativ snilde og interesse for det arbejde.
  • Kender til det frivillige foreningsliv i IMCC, hvor det er en stor fordel, hvis du selv er med i en af IMCC’s internationale projektgrupper, og derved besidder erfaring med udviklingsprojekter og styringen heraf, bæredygtighed og rådgivningsopgaver i IMCC-regi.
  • Har kendskab til budgetlægning, økonomistyring og samarbejde med en revisor.
  • Har kendskab til “logical framework approach”, monitorering og evaluering.
  • Har fremragende dansk- og engelskkundskaber.
  • Har kendskab eller interesse for at arbejde med bankoverførsler og generelle netbankopgaver som udskrifter og afstemning med projekterne, og du vil gerne lære mere indenfor området.
  • Kan varetage kontakten og koordinationen med de frivillige og etablere overblikket.
  • Kan arbejde selvstændigt, er samarbejds- og løsningsorienteret samt pligtopfyldende og et ordensmenneske, og følger dine opgaver til ende.
  • Formår at tage ansvar og kan omsætte sin viden til gavn for projekterne.
  • Har respekt for deadlines og forstår vigtigheden i overholdelse af dem overfor alle involverede.

Vi tilbyder:

  • En organisation, hvor opgaverne er mangeartede indenfor administration, hvor der er kort vej fra idé til handling, og hvor du har ansvar.
  • Et uhøjtideligt, socialt og dynamisk arbejdsmiljø med stort udviklingspotentiale.
  • Ansvar, medbestemmelse og indflydelse på dine arbejdsopgaver og organisationens fremdrift.
  • En NGO med en god introduktion samt mulighed for supervision efter behov.
  • En fleksibel arbejdsplads som tilpasses dit studieforløb, hvor du har medbestemmelse over din arbejdstid og kan justere den i forhold til dit og IMCC’s skema.
  • En arbejdsplads hvor der bliver lyttet til dig og dine behov.
  • En masse engagerede frivillige, der sætter pris på dit arbejde.

Praktisk:

Jobbet ønskes besat fra 21. november eller hurtigst muligt. Ansøgningsfristen er 31. oktober, og jobsamtalerne vil blive afholdt løbende. IMCC kan ikke nå at svare alle, men vil svare dem som vi vurderer passer bedst ind i organisationen. På forhånd tak for din ansøgning.

Kort motiveret ansøgning og curriculum vitae (CV) sendes til: imccprojekter@imcc.dk

Spørgsmål kan rettes til IMCC’s sekretariat på 61 60 47 35 eller på: imccprojekter@imcc.dk

Din arbejdsplads vil være i en af IMCC’s seks lokalforeninger, og du vil så vidt muligt dele kontor med de lokale aktiviteter i byen. Der er ligeledes mulighed for at arbejde hjemme efter aftale. Din primære kontakt vil være med resten af sekretariatet samt projektgrupperne, og du vil herudover også have kontakt til DUF og Landsbestyrelsen.

Den ugentlige arbejdstid er 10 timer eller andet efter aftale. Eftersom IMCC er en frivillig organisation, vil der også kunne forekomme weekend- og aftenarbejde i mindre grad i forbindelse med arrangementer Timelønnen er DKK 150,00 pr. time plus feriepenge.

Om IMCC:

International Medical Cooperation Commtitee (IMCC) er en NGO for studerende, der driver sundhedsfremmende aktiviteter baseret på frivilligt arbejde både lokalt, national og internationalt. IMCC har omkring 1100 medlemmer, som alle er tilknyttet en af vores seks lokalafdelinger i Aalborg, Aarhus, Esbjerg, København, Odense og Roskilde.

Det er medlemmerne, der driver og udvikler aktiviteterne samt starter nye initiativer op, og sekretariatet er med til at støtte op om medlemsengagementet ved blandt andet at vejlede de frivillige, sikre de organisatoriske rammer og varetage den daglige drift. IMCC har på nuværende tidspunkt omkring 28 forskellige aktivitetsgrupper, der overordnet arbejder inden for områderne Undervisning og Oplysning, Politisk fortalervirksomhed, Udviklingsarbejde samt Udveksling.