Vælg en side

Sagen kort

I mere end 10 år har IMCC modtaget driftstilskud fra DUF. Tilskuddet kommer fra Tipsmidlerne og DUF har ansvar for at uddele midlerne til danske organisationer som fremmer unges engagement i foreningslivet.
Ifølge tilskudsreglerne kan bevillingsudvalget årligt øge/skære tilskud med op til 30%, afhængigt af organisationens aktivitetsniveau, medlemsantal og antal lokalforeninger.
Derfor gives tilskuddet med tilbagevirkende kraft. Det vil sige at organisationerne skal bruge deres egne midler til udbetalinger og drift indtil tilskuddet udbetales i november.

I år har udvalget dog overraskende og uden varsel besluttet, at IMCC ikke længere betragtes som tilskudsberettiget, og derfor givet komplet afslag på ansøgningen om driftstilskud.

Afslagets konsekvenser – kort
I 2019 har IMCC hele året været i den tro, at vi stod til at modtage driftstilskud på 1,4 millioner kr. (svarende til sidste års tilskud, plus/minus max 30%) i november samt internationale refusioner for 300.000 kr. og drevet organisation herefter. Følgeligt er organisationens likvide beholdninger aktuelt ved at være udtømte.
IMCC har et sekretariat bestående af fire medarbejdere, som naturligt er berettiget til fuld løn i deres opsigelsesperiode på tre måneder.
Er IMCC ikke istand til at møde disse, såvel som øvrige faste udgifter, må organisationen erklære sig insolvens og er således konkurs.

IMCCs nuværende fire medarbejder varetager administrative områder som bogholdning, indhentning af børneattester, drift af hjemmeside, støtte til fundraising og et hav af andre juridiske, praktiske og økonomiske opgaver.

Så pr. 1. marts vil alle disse opgaver skulle løses af frivillige kræfter, hvis organisationen skal overleve.

Sådan administrative opgaver vil uden tvivl mindske de frivilliges muligheder for at fokusere på organisationens formål: at give unge mulighed for at bidrage til den sundhedsfremmende dagsorden, lokalt, regionalt som internationalt.

Afslagets begrundelse – kort
Afslaget på driftstilskud kommer efter tilskudsbekendtgørelsen i 2016 blev ændret, så alle organisationer nu skulle have 6 lokalforeninger for at være tilskudsberettigede (mindst én i hver region) –  i stedet for 4 som IMCC på daværende tidspunkt havde.
IMCC skulle på rekordtid tilpasse sig de nye krav, og DUF gav organisationen to års dispensation for kravet om 6 lokalforeninger. Dispensationen gjaldt ansøgninger i 2017 og 2018.

Med dispensationen fulgte en udviklingsplan, som IMCC lavede i 2016 for at sikre opstart af to nye lokalforeninger. Denne udviklingsplan, der baseredes på opstart af lokalforeninger af aktiviteter som Bamsehospitalet, Førstehjælp for Folkeskoler og Sexexpressen, blev godkendt af DUF og skulle sikre, at IMCC som ungdomsorganisation på sigt ville leve op til den nye tilskudsbekendtgørelse. I de følgende år har IMCCs lokale medlemmer lagt mange kræfter og et kæmpe stykke arbejde i de to nye afdelinger i Esbjerg og Roskilde. Opstart og forankring af de nye lokalforeninger har været en lang proces, og de lokale frivillige har oplevet både med- og modgang.
Som en del af Udviklingsplanen, har IMCC løbende informeret DUF om udviklingen af de to nye lokalforeninger; opstarten og det efterfølgende lokale arbejde med aktiviteter og lokalbestyrelser er blevet anerkendt og godkendt af DUF ved drifttilskudsansøgninger i både 2017 og 2018.

Derfor er det også med stor overraskelse, at IMCC i dette års afslag kan læse at de to lokalforeninger med lokale aktivtetsafdelinger ikke vurderes at have regelmæssige lokalt forankrede aktiviteter. IMCC har af Tipsudvalget 2019 derfor ikke kunne godkendes til tipsudlodningsmidler, resulterende i øjeblikkelig ophør af det totale driftstilskud samt internationale refusioner.

IMCCs tre største anker

  1. Beslutningen. IMCC er som organisation uforstående overfor og uenige  i konklusionen om, at vores to lokalforeninger i Esbjerg og Roskilde ikke lever op til kravene om lokal aktivitet.
    I begge byer har lokale ildsjæle lagt et enorm engagement i drift af lokale aktiviteter såvel som lokalbestyrelser, der begge er en afgørende del af lokalafdelingen.
    Henrik Sæderup fra Esbjergs lokalbestyrelse og den lokale ”Sexekspressen”-gruppe, blev ved IMCCs National Weekend i oktober hædret som årets IMCC’er. En titel vi mener repræsenterer den store indsats lagt af medlemmer i de to lokalforeninger i de seneste år.
  2. Manglede advarsel. Som del af Udviklingsplanen har IMCC løbende informeret DUF om status på opstarten af de to nye lokalforeninger. IMCC er udelukkende blevet mødt med anerkendelse for og accept af arbejdet med at opstarte nye lokalforeninger gennem opstart af lokale aktivitetsgrupper. DUF har hverken rejst nogen bekymringer eller krav om yderligere aktivitet/mere lokal forankring i denne proces. Læs om IMCC’s udviklingsplan og FUD’s godkendelse her.
  3. Ingen tilpasningsperiode. Med afslaget, der kom uden forvarsel, har IMCC ikke mulighed for at sikre en anstændig afskedigelse af fire dygtige medarbejdere, der må se en fremtid i møde, hvor de uundgåeligt mister deres job.
    IMCC kunne have ønsket at der blev udvist større økonomisk samvittighed. Den bagudvirkende tilskudsordning har med afslaget betydet, at pengene er brugt og IMCCs likviditet er meget lav.IMCC må således, hvis situationen ikke ændres, afskedige alle fire medarbejdere inden 1. december for at undgå insolvens. I løbet af foråret 2020 vil organisationen kunne genopbygge likviditet via øvrige donorer, og muligvis kunne starte et sekretariat tilpasset en økonomi uden DUFs driftstilskud. Et sådant forløb kan dårligt menes at tilgodese nogen, og er en uværdig behandling af sekretariatsmedarbejdere såvel som en 69 år gammel veldrevet ungdomsorganisation. IMCC kunne have ønsket en tilpasningsperiode med tilhørende økonomisk støtte svarende til tre måneders driftstilskud og foreslår, at DUF overvejer denne fremgangsmåde ved fremtidige afslag på driftstilskud.

Vil du støtte IMCCs kamp for fortsat eksistens og gode frivillige rammer så læs mere under fanen – “Støttemuligheder” her.

Læs mere om hele forløbet med afslag og akut fare for konkurs her

 

Processing...
Thank you! Your subscription has been confirmed. You'll hear from us soon.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev her!
Og hold dig opdateret.
ErrorHere