Efter en lang periode med nedlukning og rejseforbud, var det med stor glæde at vi i februar kunne besøge vores partnere i Rwanda. Projektbesøget var en kickstarter for vores nye 2-årige partnerskabsprojekt, der i sin helhed omhandler øget viden om seksuel sundhed og rettigheder for børn og unge i Rwanda. Målet med rejsen var at vi som to nye IMCC’ere blev bedre bekendte med vores projekt og vores partnere.
Under vores besøg blev der bl.a sat fokus på projektstyring, økonomi og fortalervirksomhed med ligesindede organisationer. Vi havde desuden Rikke fra sekretariatet med på turen, som en hjælp til at få os godt på vej gennem projektbesøget.
Noget at det fedeste på vores tur var at deltage i seksualundervisningen på to folkeskoler og se vores partnere være kanon til deres frivillige arbejde. Vi oplevede at eleverne deltog aktivt og virkede meget forberedte på undervisningen. Det var alt i alt enormt givende for vores egen forståelse af projektet og undervisning i Rwanda generelt.
Foruden de hardcore projektorienterede aktiviteter var der plads til sociale og kulturelle indspark arrangeret af vores partnere. Vi besøgte Mindesmærket for folkedrabet, det etnografiske museum samt lærte folkedans og var på karaokebar. Nu hvor vi er hjemme igen ser vi tilbage på en lærerig og motivationsgivende tur – vi er klar til at give den i skalle herhjemme, så vores projekt kan blomstre i Rwanda.