Vælg en side

IFMSA August meeting 2016, Mexico

 I starten af august drog 16 danskere mod Mexico for at deltage i IFMSA’s generalforsamling (general assembly – GA). I alt deltog 14 danske delegerede samt Marie Hauerslev, som er kontaktperson til World Health Organization i IFMSA og Torsten Vinding Merinder, som var vice-dirigent på generalforsamlingen (se hvem de delegerede var her).

AM2016-1

Inden selve generalforsamlingen, var vi alle på det, der hedder PreGA. Dette er 3 dage, hvor man udnytter, at vi har samlet en masse kloge studerende fra hele verden. Her deltog vi i kurser om alt fra FN og sundhedspolitik til hvordan man kan lave gode træninger for Exchange, Disaster Risk Management og meget mere. IMCC afholdte tre af kurserne – et om Project Management baseret på viden fra IMCC’s mange partnerskabsprojekter, et om sundhed i udkantsområder og et om personlig ledelse.

Det var altså med masser af ny viden (og en masse nye venskaber) at vi drog fra PreGA’en i Mexico City til selve GA’en i Puebla. Allerede ved check-in kunne man mærke det første kultur-chock – værelsesfordeling, transport til og fra hotel til konferencested og måltider var alt sammen ganske forvirrende arrangeret, og vi måtte lære bare at sige “Pyt – det hele skal nok gå alligevel!”.

De følgende dage bød på en masse spændende og lærerige oplevelser for danskerne; Johan Egholk var ansvarlig for at hjælpe med at få alle træninger og anden kapacitetsopbygning til at køre glat, Caroline Arnbjerg-Nielsen, Pelle Harris Krog, Marie My Warborg Larsen og Nina Madsen inspirerede de andre lande til bæredygtige måder at lave partnerskabsprojekter på, Olivia Wildt og Mette Venø Hastrup diskuterede Exchange- og Research Exchange-anliggender og underskrev kontrakter til den kommende tids udvekslingsophold. Emil Durukan var på “Human Rights and Peace”-linjen for at samle inspiration til det nye IMCC-projekt ens.sundhed, og Frederik Højsager lod sig inspirere af både Folkesundheds-linjen samt lærte mere om bestyrelsesarbejde på linjen beregnet til lokal- og landsbestyrelsesmedlemmer. Kristine Svinning Valeur var blevet udvalgt til Activities Fair, og fik derfor lov til at vise hele verden, hvor seje Bamsehospitalet i IMCC er. For første gang i lang tid var Danmark også repræsenteret på linjen omkring Medicinsk Uddannelse – vi havde nemlig Mette Brouw Iversen fra Medicinerrådet i Aarhus med. Emmeli Mikkelsen, som er Ansvarlig for internationale relationer i landsbestyrelsen, og Line Damsgaard, som er koordinator for Internationalt Udvalg, havde travlt på “Presidents session” – der, hvor de beslutninger, der træffes på generalforsamlingen, bliver diskuteret. Her var der livlig diskussion blandt de ansvarlige fra hvert land, og der var mange gode debatter om alt fra forskellige vedtægtsændringer, budgetter og nye politiske stå-punkter (policy statements) i IFMSA.

Billede 3

På dette møde skulle vi også vælge, hvem der skal sidde på forskellige ansvarsposter i IFMSA i det kommende år. Danmark havde to kandidater til bestyrelsen – Marie Hauerslev, som stillede op som Vice President for External Affairs, og Monica Kujabi, som stillede op som Vice President for Members. De skulle begge både fremlægge for den 1000-mands store forsamling, og svare på svære spørgsmål i en intens debat mellem alle kandidater. Begge klarede de det super flot – og begge blev valgt til IFMSA’s bestyrelse for det kommende år!

Billede 2

Alle drager vi hjem med nye oplevelser, nye venskaber, og ny viden – og selvom det til tider er hårdt at være 1000 mennesker samlet, især når arrangørerne ikke helt har styr på busser, måltider og tidspunker, har vi alle blod på tanden til at bringe det vi har lært med hjem til IMCC, og bidrage til IFMSA-fællesskabet i fremtiden.