IMCC’ere deltog både i 2012 og 2013 ved World Health Assembly (WHA), der er den årlige generalforsamling for World Health Organization (WHO). Under WHA fastlægges rammerne for WHO’s arbejde, og i disse år er der nogle meget vigtige problemstillinger på programmet. Blandt andet er WHO i gang med en intern reformproces, som skal gøre organisationen bedre i stand til at håndtere moderne sundhedsproblemstillinger, som i mange henseender er meget anderledes, end da WHO blev stiftet i kølvandet på Anden Verdenskrig.
IMCC har dog endnu ikke haft en egentlig delegation med under WHA, men en form for formaliseret deltagelse ved disse møder er en idé, der overvejes, idet man som deltager ved WHA er med helt fremme, hvor nogle af de store beslutninger træffes, hvor man kan være med til at dreje diskussionerne i den “rigtige retning” (hvis der findes en sådan), og ikke mindst skaffe nogle interessante kontakter, som kan bruges i det daglige IMCC-arbejde.
Klik på logoet til højre for at gå til hjemmesiden for det europæiske WHO-kontor, som ligger i København. >>