Hvorfor arbejder vi internationalt?
På nationalt og internationalt plan er det vores vision at ændre sundheden i verden. At skabe en retfærdig verden hvor alle har lige adgang til sundhed, og er socialt, mentalt og fysisk velbefindende, er et stort mål at realisere – og et der ikke opnås uden vores engagement i det globale sundhedssamfund.
På verdensplan er der mange engagerede mennesker, der laver noget lignende det, vi laver i IMCC. Når man råber i kor, råber man højere – og vi styrker vores stemme i den internationale sundhedspolitiske debat ved at arbejde sammen, samtidig med at vi lærer en masse af at erfaringsudveksle med hinanden.
Hvad gør vi internationalt?
Meget af det arbejde, der laves i IMCC, centrerer sig om det, der sker ude i verden. Der er aktiviteter, der arrangerer udvekslingsophold til andre lande; der er aktiviteter, der arbejder på at forbedre undervisning i seksuel og reproduktiv sundhed i samarbejde med partnerorganisationer fra andre lande; der er aktiviteter, der arbejder med lige adgang til medicin, uanset hvor i verden man er født – og meget mere. Der sker også et stort stykke internationalt arbejde, som faciliteres af IMCC, og som alle – på tværs af aktiviteter – er fælles om. IMCC sender således delegationer til forskellige internationale konferencer, hvor vi synes, at vi har noget at byde ind med. Det kan være alt fra FN-konferencer, EU-møder, møder i WHO – kun fantasien sætter grænser.
En af vores faste samarbejdspartnere er International Federation of Medical Students’ Associations, oftest forkortet IFMSA. IFMSA er kort fortalt egentlig bare en stor samling af foreninger, der minder om IMCC, som mødes for at hjælpe hinanden og lave ting i fællesskab. Organisationen er grundlagt i 1951 i København – IMCC var nemlig med til at stifte IFMSA sammen med organisationer fra 8 andre lande! IFMSA er siden vokset, og har nu over 120 medlemslande og over 1 mio. medlemmer. De fleste medlemsorganisationer er for medicinstuderende, men der er flere og flere der ligesom IMCC arbejder tværfagligt omkring sundhed, og IMCC sender delegerede fra alle studieretninger til IFMSA’s møder, hvor op mod 1000 engagerede studerende mødes.
Hvorfor skal DU være med?
Deltagelse i internationale møder er en unik mulighed for at netop du kan komme helt tæt ind på de globale sundhedsproblemer og få indsigt i verdens agendaen for sundhedspolitik. Samtidig har du chancen for at møde og blive inspireret af andre, som brænder for det sundhedsfremmende arbejde på globalt plan. Det er en oplevelse, som med garanti vil rykke dig – både på et personligt og et fagligt plan.
Hvad er dine muligheder – og hvordan kommer du i gang?
Der er rigtig mange muligheder for at engagere sig i sundhedsfremmende arbejde med et globalt perspektiv – man kan både engagere sig i en eller flere af de mange aktiviteter, der har et internationalt aspekt, eller søge IMCC om at blive en del af en delegation til et internationalt møde. Med de mange internationale muligheder kan du vælge at engagere dig globalt inden for netop de emner, som du gerne vil arbejde videre med – det kan være inden for klimaforandringer og sundhed, adgang til sikker abort, mental sundhed – eller meget andet!
Er man ny i IMCC’s internationale arbejde, kan møderne i IFMSA være et godt sted at starte. På IFMSAs 4 årlige møder udbydes træninger, med det formål at forbedre deltagernes kompetencer inden for bl.a. ledelse, økonomi, præsentationsteknik, mødeplanlægning m.m.
IMCC’s internationale muligheder er tilgængelige for alle – hvad enten du er erfaren udi de mange facetter af IMCC, eller blot nu er ved at blive introduceret til hvad der kan gøres. I forbindelse med udvælgelsen af delegationer til deltagelse i de internationale møder vægtes nemlig både nye såvel som mere erfarne; det er, bl.a., med udgangspunkt i den viden, at nye IMCC’ere har et stort potentiale og et stort udbytte at hente fra det internationale engagement.
Hvordan kommer man med?
For at komme med i den danske delegation skal man:
- Læse materialet omkring det internationale arbejde i IMCC her på siden – og tage kontakt til ens Nationale Aktivitetsleder for at spørge om mere viden.
- Indsende en ansøgning til IMCCs bestyrelse, som udvælger delegationen.
Bestyrelsen bestræber sig på at samle en delegation der er fordelt på by, køn, engagement i IMCC og engagement i IFMSA, bestemt ved denne guideline for udtagelse af delegationer.
Hvornår kommer kaldet / hvordan ser jeg det?
Kald til at ansøge om at komme med, bliver slået op på hjemmesiden ca. 3-4 måneder før mødet. Derudover på Facebook, via IMCC International, samt via mail til alle medlemmer – i den Internationale Update.
Spørgsmål? → Find viden her
Uanset om man er ny eller erfaren, kan den internationale scene virke som en stor og kompliceret størrelse. Derfor har vi udformet en række guides, som indeholder vores erfaringer og viden – designet til at støtte dig i at lære om, og af, det internationale engagement.
Du kan tilgå dem her
__
Har du spørgsmål vedrørende IFMSA, er du altid hjerteligt velkommen til at skrive en mail til bestyrelsens ansvarlige for internationale relationer på international@imcc.dk