Er du IMCCs kandidat til DUF’s Internationale bevillingsudvalg?
Udvalget bevilger penge til internationale børne- og ungeprojekter forankret i DUFs medlemsorganisationer. Udvalgets opgave er i høj grad at vurdere, om projekterne lever op til DUFs formål, samt er forankret i den danske medlemsorganisation. Udvalget vælges af DUFs Styrelse, hvor der ved sammensætningen af udvalget lægges vægt på, at udvalgsmedlemmerne har en stærk tilknytning til medlemsorganisationerne samt et indblik i diversiteten blandt de forskellige organisationer. Herudover vægtes det højt, at medlemmerne kan bidrage med erfaringer fra foreningslivet og frivilligbåret projektarbejde.
Det Internationale bevillingsudvalg består af 11 personer. Som udvalgsmedlem vælges man for en 2-årig periode (fra 1. marts 2020 til 28. februar 2022), og man skal deltage i 5-6 møder om året – alle i København på DUFs kontorer. Op til hvert udvalgsmøde skal man læse en række ansøgningen, hvilket typisk tager omkring 2 fulde arbejdsdage. Som udvalgsmedlem bliver man ikke honoreret for arbejdet. Som udvalgsmedlem får man altså etbredt indblik i mange forskellige projekter og organisationer, samt mulighed for, sammen med andre dygtige udvalgsmedlemmer, at diskutere bæredygtigt udviklingsarbejde. Det er super lærerigt og udviklende!
Hvis dette har interesse, så send en ansøgning på maksimalt en A4-side samt til bestyrelse@imcc.dk inden d. 5. januar 2020 kl. 23.59. Alle der har sendt en ansøgning i rette tid kontaktes af Landsbestyrelsen 2020 efter d. 9. januar 2020 – bliver du valgt som IMCCs kandidat til udvalget, skal du herefter være klar til at udfærdige yderligere en ansøgning til DUF med frist d. 26. januar 2020.