SMIT – Studentermedicinsk forening for Infektions- og tropemedicin
Drømmer du om at bruge dit fag til noget mere eksotisk end fodvorter i Thyborøn eller receptfornyelser i Ringsted? Så kan SMIT hjælpe dig!
SMIT / Studentermedicinsk Forening for Infektions- og Tropemedicin består af medicinstuderende på alle semestre fra både AU og KU, som interesserer sig for infektions-/ tropemedicin og global sundhed, og som stræber efter at udbrede interessen og kendskabet til dette blandt andre medicinstuderende. Dette ved afholdelse af oplæg, workshops og kurser inden for emnerne i løbet af semesteret.
Samtidigt arrangerer vi klinikophold i Østafrika for medicinstuderende fra alle universiteter i Danmark. Klinikopholdene arrangeres på mindre hospitaler med minimum én kirurgisk og én medicinsk afdeling. Du kan læse mere om klinikophold i Østafrika længere nede.
SMIT’s målsætninger:
- Udbrede kendskab til teoretisk og klinisk tropemedicin herunder bl.a. infektionsmedicin, kirurgi, gynækologi/obstetrik, pædiatri og global sundhed
- Give den studerende indsigt i diagnostik og behandlingsprincipper inden for tropemedicin
- Skabe fokus på tropiske sygdomme samt øge interessen for forskning på området
- Skabe større forståelse for udviklingsarbejdet blandt fremtidens læger
- … og sidst, men IKKE MINDST, at give studerende gode og anderledes oplevelser i deres fag
Om klinikophold i Østafrika
Med SMIT kan du blive udsendt til et mindre hospital med både en medicinsk og en kirurgisk afdeling. Hospitalerne kvalitetskontrolleres af SMIT gennem afrapportering fra tidligere udsendte, således at vi altid er opdaterede på hospitalernes tilstand og sikre på, at vi kan stå inde for opholdene og deres indhold. Blandt andet sikrer vi os, at du ikke tager pladsen fra lokale medicinstuderende, samt at der altid er en superviserende læge, som har det overordnede ansvar for dig under dit ophold.
SMIT forventer, at du betragter klinikopholdet som et klinikophold i Danmark – og forventer du opfører dig herefter. Men sproget, kulturen, sygdommene og tilgængeligheden af diagnostiske og behandlingsmæssige værktøjer er forventeligt helt anderledes.
På hospitalet indgår du i det daglige arbejde alt efter lyst og kompetencer. Arbejdsugen vil typisk være på 37 timer, men I aftaler selv med lægerne, hvordan I praktisk vil strukturere jeres klinikophold.
SMIT samarbejder ikke med universiteterne i forbindelse med valgfag/studieretninger eller lignende, hvorfor opholdet ikke som udgangspunkt giver ECTS-points*.
*Studerende ved AU kan dog få godkendt opholdet som det selvtilrettelagte projektforløb på 9. semester – men man står selv for at søge forhåndsgodkendelse ved AU og arrangere det praktiske med underskrifter fra kontaktpersonerne på vores hospitaler.
Hvor kan du komme hen?
SMIT har for nuværende aftaler med følgende hospitaler og udbyder klinikophold i følgende perioder:
Songea Regional Referral Hospital (Tanzania) |
Mbulu District Hospital (Tanzania) |
Babati District Hospital (Tanzania) |
Busolwe Hospital (Uganda) |
|
---|---|---|---|---|
Forår rul 1 (jan/feb – marts) |
2 | 2 | 2* | 2 |
Forår rul 1 (april – juni) |
2 | 2 | 2* | 2 |
Sommer (juli – aug) |
2 | 2 | 2 | 2 |
Efterår rul 1 (sep – okt) |
2 | 2 | 2* | 2 |
Efterår rul 2 (nov – dec) |
2 | 2 | 2* | 2 |
*I Babati tilbydes kun 2 pladser pr. semester – du vælger selv hvilke måneder der passer dig.
Der udbydes to pladser på hvert hospital ad gangen – så søg endelig med din læsemakker! Læs rejseberetninger fra tidligere udsendte og bliv klogere på hvilket hospital der er din drømmedestination ved at trykke her.
Når vi har tiden og overskuddet til det, forsøger vi at kontakte nye hospitaler, hvorfor ovenstående landeliste ikke nødvendigvis er helt opdateret. Den komplette liste over hospitaler og perioder for udsendelse offentliggøres hvert semester senest en måned før ansøgningsfristen.
Særligt for Songea: Vi gør opmærksom på, at man i perioder kan støde på “clinical officer”-studerende på hospitalet i Songea. En clinical officer er en form for “hurtig-læge”, som må praktisere medicin dog med forbehold ift. en rigtig læge. Det kan føles overvældende at pludseligt at dele kliniksted med 50 clinical officer studerende. De er dog kun på hospitalet periodevis, og erfaring viser, at der er rigeligt at lave på de mange forskellige afdelinger på trods af dette!
Tropemedicinsk kursus (obligatorisk for udsendelse)
Hvert semester afholder SMIT et tropemedicinsk kursus, som er obligatorisk, hvis du skal udsendes med os. I løbet af efterårssemesteret afholdes kurset altid i Aarhus den sidste søndag i oktober, mens det i løbet af forårssemesteret afholdes i København den sidste søndag i april.
Indholdet varierer, men vil altid indeholde et element om etik og kulturmøder, så man er godt klædt på til overvejelser man måtte få i løbet af sit ophold. Derudover bliver forskellige relevante specialer, sygdomme og andre emner introduceret af læger, sygeplejersker og andre fagfolk eller tidligere udsendte. Tropemedicinsk kursus er åbent for alle interesserede, men med fortrinsret for studerende, der skal udsendes med SMIT.
Deltagelse i Tropemedicinsk kursus koster 50 kr. inklusive frokost. Transportudgifter refunderes ikke. Følg med på vores Facebook, hvor der oprettes begivenheder, når datoen nærmer sig.
Hvem kan komme afsted?
For at blive udsendt med SMIT skal du på udsendelsestidspunktet opfylde nedenstående krav:
- Bestået 8. semester af medicinstudiet.
- Være medlem af IMCC (bliv medlem her)
- Have deltaget i Tropemedicinsk kursus
- Have betalt udsendelsesgebyr til SMIT og tegnet rejseforsikring hos IMCC eller FADL
- Være fuldt vaccineret mod Covid-19 (krav fra hospitalerne)
Det økonomiske
Prisen for opholdet er et udsendelsesgebyr på 1.000 kr., som går til SMITs administrative arbejde i forbindelse med at vi arrangerer dit ophold. Du får 500 kr. refunderet, hvis du afleverer en individuel rapport om dit ophold efter hjemkomst. Den effektive pris er derfor 500 kr.
Man bor gratis på alle vores hospitaler. I Tanzania er der dog en mindre udgift til staff, som kommer et par gange i ugen og hjælper til med madlavning og rengøring/tøjvask. I Uganda står du selv for alt det praktiske.
Hvis du vil til Babati, skal du være opmærksom på, at der er en mindre daglig transportudgift, da Babati District Hospital ligger ca. 20 km fra boligen i Babati Town. I Babati er der desuden mulighed for at blive kørt til Magugu Health Center ca. 30 km fra byen, som udfører kirurgi (det gør de ikke på Babati District Hospital). Du aftaler selv, hvilke dage du er hvor, alt efter interesse. Transporten med pålidelige chauffører vil blive arrangeret, men du skal selv betale.
Du skal selv sørge for visum, flybilletter og lommepenge til eventuelle udflugter mm. Orientér dig venligst på udenrigsministeriets hjemmeside.
For økonomisk hjælp kan du her downloade en oversigt over fonde/legater, som tidligere har givet bevillinger til studerende udsendt med SMIT.
Ansøgning
Ansøgningsfrister:
- 16. april (udsendelse i foråret året efter)
- 20. november (udsendelse sommeren og efteråret året efter)
Alle ansøgninger om udsendelse skal ske via indsendelse af udfyldt ansøgningsskema. De tre trin til ansøgning:
- Download ansøgningsskemaet som pdf- eller word-format her
- Udfyld ansøgningsskemaet
- Indsend det udfyldte ansøgningsskema som en PDF-fil til ansog.smit@imcc.dk
Ansøgningerne vil blive læst – og pladserne fordelt – førstkommende weekend efter ansøgningsfristen (som udgangspunkt). Alle ansøgere vil få besked på mail, om de har fået en plads eller ej.
Restpladser
Nåede du ikke at søge til fristen? Fortvivl ej, skriv en mail til ansog.smit@imcc.dk og hør om der er ledige restpladser. Restpladser udbydes efter ”først-til-mølle” princippet og opslås på vores facebooksider (links findes nederst på siden).
Udviklingssamarbejde med hospitaler i Tanzania
En af SMIT’s målsætninger er at skabe større forståelse for udviklingsarbejde blandt fremtidens læger. Dette gør vi aktivt i form af vores igangværende GLOBUS-projekt, som har til formål at indsample og reparere brugt hospitalsudstyr, som derefter skal sendes til to af vores samarbejdshospitaler i Tanzania. Vi vil nemlig gerne give noget tilbage til de hospitaler, som i årevis helt frivilligt har taget imod SMIT’s studerende fra Danmark med åbne arme og givet dem uforglemmelige ophold, uden at modtage nogen former for økonomisk kompensation for det.
Projektet er støttet økonomisk af GLOBUS-puljen, som er en pulje under Udenrigsministeriet der støtter projekter, der har til formål at engagere danskere under uddannelse i udviklingssamarbejder og FN’s verdensmål.
Flittige medlemmer af SMIT ansøgte om støtte til projektet i efteråret 2022 og modtog tilsagn om støtte i foråret 2023. Siden da har vi været i fuld gang med at indsamle udstyr til hospitalerne, ordne samarbejdsaftaler og sprede budskabet om projektet. Vi mangler stadig hjælp, for at det kan lykkes. Så synes du, at det kunne være spændende at hjælpe til med et udviklingsprojekt på helt tæt hold? Så kontakt os endelig!
Du kan læse mere om projektet under “Studentermedicinsk Forening for Infektions- og Tropemedicin” på https://globuspuljen.dk/artikler-copy/projektoversigt/
Bliv SMIT’er?
Studentermedicinsk forening for Infektions- og Tropemedicin (SMIT) er for alle – også for dig på 1. semester!
Som aktivt medlem i SMIT er der forskellige ansvarsområder, man kan påtage sig, og der er altid brug for flere hænder i vores lokalafdelinger i Aarhus og København!
Elsker du at holde styr på Facebook, Instagram, plakater og meget mere? Er mailkommunikation, problemløsning og udenlandske kontakter lige noget for dig? Var du ikke hurtig nok til at melde dig til den store bagedyst, eller har du mange partytricks på tapetet? Er det mest spændende du ved Schistosomiasis, livsstilssygdomme i Afrika eller at afholde foredrag? Så kom og vær’ med i SMIT, hvor der altid er plads til nye initiativer og ideer, og du nemt og hurtigt kan få ansvar!
Vil du gerne være med?
Find vores kontaktoplysninger i bunden af siden og skriv endelig til os på mail, Facebook eller Instagram! Du er også velkommen til at kontakte den lokale aktivitetsleder inden du møder op, for at høre lidt nærmere om hvad vi laver.
Kontaktoplysninger
National aktivitetsleder:
- Freja Leonore Uhd Weldingh – e-mail: smit@imcc.dk
National økonomiansvarlig:
- Richo Steinmeyer Danesi – e-mail: smit.oekonomi@imcc.dk
International koordinator:
- Rebecka Adel Lindemark – e-mail: ansog.smit@imcc.dk
- Amalie Møller Fiirgaard – e-mail: ansog.smit@imcc.dk
Lokale aktivitetsledere:
- Aarhus: Cecilie Uhrbak Kristensen – e-mail: smit.aarhus@imcc.dk
- København: Patrick Bredahl – e-mail: smit.kbh@imcc.dk
Hospitalsgruppen:
- Har du spørgsmål til hospitalerne? Skriv til vores hospitalsgruppe på smithospitaler@imcc.dk
Find os på Facebook:
Find os på Instagram her.