IMCC Kenya
Hvem er vi?
Vores frivilliggruppe i Danmark består af studerende fra forskellige uddannelser og fagligheder. Vi deler alle en interesse for frivillighed, projektarbejde, international udviklingsarbejde og global sundhed. Vi lægger vægt på et trygt og inkluderende fællesskab, hvor vi lærer af hinanden og udvikler både faglige og personlige kompetencer. Alle frivillige i gruppen har ansvar for én eller flere opgaver som kommunikation, økonomi, fundraising eller projektledelse, men man står aldrig alene, da vi prioriterer sparring, samarbejde og et stærkt socialt fællesskab.
Hvad laver vi?
Vi arbejder med at udvikle og drive projektet RESPEKT, som startede med undervisning i SRHR på skoler og i dag også omfatter workshops, konferencer og vidensarbejde. I Danmark arbejder vi med projektledelse, økonomi, kommunikation og fundraising, mens vi sammen med vores partner styrker unges adgang til viden om SRHR, ligestilling og rettigheder. Vi har fokus på bæredygtighed, læring og erfaringsudveksling mellem Danmark og Kenya. Vi arbejder ud fra værdier om respekt, åbenhed, lige muligheder og demokratiske samarbejder og et trygt miljø med plads til læring, udvikling og forskellighed.
Hvordan kan du være med?
Du kan blive en del af IMCC Kenya, hvis du har lyst til at engagere dig i frivilligt udviklingsarbejde, projektarbejde og global sundhed. Vi søger ikke bestemte uddannelser, men nysgerrighed og engagement. Som frivillig får du ansvar, mulighed for at lære nye kompetencer og blive en del af et socialt og fagligt fællesskab, hvor vi både sparrer, udvikler projektet og har det sjovt sammen. Skriv til os på kenya@imcc.dk hvis du vil høre mere.
Du kan også følge vores arbejde på Instagram: imcc_kenya eller læse mere om projektet på www.respekt.or.ke.
Hvad handler vores projekt om, og hvem er vores partner?
Vores projekt RESPEKT handler om at skabe mere tilgængelig og bæredygtig viden om seksuelle og reproduktive sundhedsrettigheder (SRHR) blandt unge i Kenya. Vi har siden 2015 arbejdet sammen med vores kenyanske partnerorganisation MSAKE, som består af over 100 frivillige sundhedsfaglige studerende. Projektet startede med undervisning på skoler, men omfatter i dag også workshops, konferencer og research m.m. Samtidig skaber vi dialog om emner som b.la. køn, ligestilling og kønsbaseret vold, og vi besøger hinanden flere gange årligt for at styrke partnerskabet og udvikle projektet sammen.