Pressemeddelelse: IMCC’s klage er afgjort – sagen skal genbehandles i Tipsudvalget

Lille sejr til IMCC: Tipsungdomsnævnet hjemviser IMCCs sag til genbehandling i Tipsudvalget

Med ordene, “IMCC har været i god tro om, at det først var pr. ultimo 2018 og således ikke for hele 2018, at IMCC skulle leve til tilskudsbekendtgørelsens krav” hjemviser Tipsungdomsnævnet IMCCs sag om afvist driftstilskud til til genbehandling i et nyvalgt Tipsudvalg og finder samtidig “[…] ikke, at denne uklarhed skal have den meget indgribende konsekvens for IMCC, at IMCC skal udelukkes fra at modtage driftstilskud i 2019 baseret på aktiviteter i netop 2018.”

 

IMCCs pressemeddelelse:

Afgørelsen er en  lille sejr for ungdomsorganisationen IMCC, der d. 1. november 2019 blev meddelt, at DUFs Tipsudvalg havde besluttet at give organisationen afslag på driftstilskud for 2019. IMCC klagede over denne afgørelse til Tipsungdomsnævnet (TUN), der d. 31. marts 2020 har meddelt deres afgørelse: IMCCs sag hjemvises til ny behandling af Tipsudvalget. TUN har i sin afgørelse lagt til grund, at “regelgrundlaget er kompliceret, og at det er en overgangsordning, som følge af nye regler, der har skabt uklarhed.” Ligeledes anfører de “[…] at IMCC har været i god tro om, at det først var pr. ultimo 2018 og således ikke for hele 2018, at IMCC skulle leve til tilskudsbekendtgørelsens krav.” Nævnet hjemviser på denne baggrund sagen til genbehandling og finder “[…] ikke, at denne uklarhed skal have den meget indgribende konsekvens for IMCC, at IMCC skal udelukkes fra at modtage driftstilskud i 2019 baseret på aktiviteter i netop 2018.”

IMCC modtog det nu hjemviste afslag på driftstilskud, efter Tipsudvalget havde vurderet, at IMCCs nyeste og mindste lokalafdelinger ikke dannede rammerne om aktiviteter i overensstemmelse med Tilskudsbekendtgørelsen. Lokalafdelingernes aktivitetsgrupper og bestyrelser blev ikke betragtet som lokale nok, og de to pågældende lokalafdelinger, IMCC Esbjerg og IMCC Roskilde, blev derfor ikke medregnet som tilskudsudløsende lokalafdelinger. Med den nyeste tilskudsbekendtgørelse fra 2016 øgede man kravet til antallet af lokalafdelinger fra fire til seks. I samme forbindelse gav DUF sine medlemsorganisationer mulighed for en dispensationsordning, hvor organisationer i løbet af en 2-årig periode (2017 og 2018) kunne arbejde for at sikre, at medlemsorganisationen fremover ville kunne overholde de nye retningslinjer. Et centralt element i denne overgangsordning var en ”Udviklingsplan”, som skulle godkendes og følges af DUF. IMCC har været på denne overgangsordning og har således lavet en udførlig “Udviklingsplan” samt årlige opfølgningerfor etableringen af de to nyeste lokalafdelinger, Esbjerg og Roskilde, som DUF uden nogen indvendinger har godkendt. Det er netop denne process TUN henvender til i deres afgørelse.

Kristine Svinning Valeur, forkvinde for IMCC, udtaler: “Det er en positiv afgørelse, IMCC har fået fra TUN. Vi kan kun være enige i, at regelsættet for driftstilskud er kompliceret og uigennemskueligt for os medlemsorganisationer og øvrige ansøgere. Vi er lettede over, at TUN i sin kendelse medgiver, at DUFs og IMCCs forskellige tolkninger af tilskudsbekendtgørelsen og særligt overgangsordningen, ikke skal få så drastiske konsekvenser for IMCC, at organisationen fratages sit driftstilskud. Vi har tiltro til, at det nyvalgte Tipsudvalg træffer en beslutning i overensstemmelse hermed, og ser frem mod en gennemsigtig genbehandling af vores ansøgning om driftstilskud for 2019.” 

IMCC har tidligere påpeget, at tilskudsbekendtgørelsen fra 2016 er for fleksibel, og dermed kan fortolkes på et utal af måder. Det skaber utryghed for de organisationer, der søger tilskud: “Det er uholdbart for særligt små organisationer, at man har fået skabt et regelsæt, der er så fortolkningsbaseret. Det er ikke gennemsigtigt eller klart for ansøgerne, hvordan et siddende Tipsudvalg vil forholde sig til regelsættet og ansøgerne har ingen mulighed for at få indblik heri før det er for sent.”, siger Kristine Svinning Valeur. For IMCC fik det den yderste konsekvens, da organisationen frygtede konkurs, måtte afskedige størstedelen af sit sekretariat, fjerne al tilskud til lokalforeninger og afsætte mange hundrede frivilligtimer på at kæmpe for, at organisationen havde en fremtid. Kristine fortsætter, “IMCC har lige akkurat holdt sig oven vande, takket være vores mange frivillige, der beviste, at hvad IMCC ikke har i banken, har vi i frivilligdedikation og hengivenhed. Jeg kan kun frygte, hvordan det ville gå, hvis mindre organisationer skulle igennem det samme. Med TUNs kendelse i hånden kan vi i IMCC fortsætte kampen for et mere gennemsigtigt regelsæt og tilskudssystem, til gavn for alle ansøgere uanset gruppering.”

 

Kontakt:
Kristine Svinning Valeur, forkvinde, mail: kristine@imcc.dk / forkvinde@imcc.dk , tlf. 20856587

IMCCs Landsbestyrelse 2020, mail: bestyrelse@imcc.dk

 

Kendelsen kan læses i sin helhed her:

Tipungdomsnævnets kendelse – marts 2020