Hvad er IMCC?

International Medical Cooperation Committee (IMCC) er en organisation for studerende, der har lyst til at lave frivilligt sundhedsarbejde  indenfor områderne udviklings – og hjælpearbejde, undervisning og oplysning samt udveksling og klinikophold. Vi er både seriøs og sjov organisation, der betår af studerende fra forskellige studieretninger – dog mest sundhedsvidenskabsstuderende. IMCC er landsdækkende, og vi har lokalafdelinger i både København, Århus, Odense og Aalborg. Igennem mere end 50 år har vi sendt medicinstuderende ud til alle afkroge af kloden og det er bl.a. gennem IMCC, at medicinstuderende kan opleve international udveksling. Samtidig har vi arbejdet med en række nationale og internationale projekter, og har nu mere end 25 forskellige aktive projekter og grupper.

IMCC giver , udover at tilbyde oplevelser i det meste af verden- også i Danmark – muligheden for at gøre en forskel for andre. IMCC er en god mulighed for både at udvikle sig personligt og lære en masse om f.eks. organisationsarbejde, ledelse og projektstyring. Sidst men ikke mindst er vi i IMCC kendt for vores gode fester, hygge og venskaber.

Historie

IMCC blev stiftet den 1. oktober 1950. Baggrunden var, at der i efterkrigstidens Danmark var en stor interesse blandt danske medicinstuderende for international kontakt, såvel faglig som social.
På daværende tidspunkt var det de medicinske studenterråd i København og Århus, der varetog opgaven med at etablere internationale kontakter. Arbejdet antog dog efterhånden en sådan størrelse, at man fandt det rigtigt at stifte en særskilt institution, De Lægevidenskabelige Studenterråds Internationale Fællesudvalg, som på engelsk blev til International Medical Cooperation Committee. Dette udvalg har igennem  årene udviklet sig til en selvstændig forening, med medlemmer der alle betaler kontingent på 75kr.

Generelt er organisationen gennem de seneste år blevet åbnet op for andre studieretninger, såsom folkesundhedsvidenskab. Det giver IMCC mulighed for at udvikle sig som organisation, når mennesker med kompetencer på tværs af faggrupper kan supplere hinanden og videreudvikle IMCC’s projekter og aktiviteter.

IMCC bygger på frivilligt arbejde

Arbejdet i IMCC er baseret på frivillighed, hvorfor der ikke kan ske udbetalinger af honorar eller lignende til organisationens aktive medlemmer. Desuden skal eventuelle frynsegoder stå mål med indsatsen og holdes indenfor rimelighedens grænser. De frivillige holdes på samme måde, så vidt muligt, fri for omkostninger i forbindelse med arbejdet.

Medlemskredsen

Alle interesserede kan blive medlemmer af IMCC, og IMCC består af engagerede studerende fra alle semestre, der interesserer sig for rejser, kultur, international politik, seksuel og reproduktiv sundhed, indvandring, sundhed for verdens fattige, kommunikation, fest, farver og alt muligt andet. Og der er også brug for dig!

Vores medlemmer er overvejende medicinstuderende, men derudover også studerende fra folkesundhedsvidenskab, psykologi, statskundskab med flere. Vores projekter arbejder indenfor sundhedsområdet og det at de frivillige har faglige kompetencer indefor dette felt giver projekterne høj kvalitet. At det er nødvendigt at arbejde tværfagligt, når gode projekter skal gennemføres, er vi dog ikke i tvivl om – derfor er vi også meget glade for, at ikke-sundhedsvidenskabsstuderende vil være med i vores organisation.

Internationale kontakter

IMCC er medlem af verdensorganisationen af lægestuderende, International Federation of Medical Students Association (IFMSA). IFMSA består af nationale organisationer fra mere end 80 lande og via IFMSA har IMCC en bred international kontaktflade. Således er talrige projekter blevet igangsat på tværs af landegrænser og IMCC giver dig enestående muligheder for at få venner og oplevelser fra hele verden.

Vil du være med?

IMCC’s månedsmøde i din by er et godt sted at starte, hvis du vil være med i organisationen. På månedsmøderne mødes repræsentanter fra alle IMCC’s projekter, hvor der sker erfaringsudveksling og bliver diskuteret fælles anliggender. Du kan finde information om hvornår månedsmøderne afholdes her.

Hvis du allerede ved hvilket projekt du vil være medlem af, kan du kontakte dem via de oplysninger der står på deres undersider.

Landssekretariat: IMCC | Panum Institutet 9.2.2 | Blegdamsvej 3 B | 2200 København N | Tlf. 61 60 47 35 | Email: imcc@imcc.dk