Historie
IMCC blev stiftet den 1. oktober 1950. Baggrunden var, at der i efterkrigstidens Danmark var en stor interesse blandt danske medicinstuderende for international kontakt, såvel faglig som social.
På daværende tidspunkt var det de medicinske studenterråd i København og Århus, der varetog opgaven med at etablere internationale kontakter. Arbejdet antog dog efterhånden en sådan størrelse, at man fandt det rigtigt at stifte en særskilt institution, De Lægevidenskabelige Studenterråds Internationale Fællesudvalg, som på engelsk blev til International Medical Cooperation Committee.
Det seneste, der er sket i IMCC’s historie er, at organisationen fra 1. januar 2009 er overgået fra kollektivt medlemsskab (baseret på lokalafdelinger) til individuelt medlemsskab, hvor medlemmer af IMCC skal melde sig aktivt ind i organisationen og betale et kontingent på 75 kr. årligt. Generelt er organisationen gennem de seneste år blevet åbnet op for andre studieretninger, såsom folkesundhedsvidenskab. Med den nye medlemsskabsform er IMCC blevet en organisation åben for alle studieretninger. Det giver IMCC mulighed for at udvikle sig som organisation, når mennesker med kompetencer på tværs af faggrupper kan supplere hinanden og videreudvikle IMCC’s projekter og aktiviteter.
