På udvidet partnerskabsudvikling i Nairobi

En oplevelsesberetning fra IMCC Global af Emilie Mauritzon og Ingrid Høegh

“It’s like we’re twins that have never met” – sådan opsummerede en af vores partnere fra SHEBA-projektet i Etiopien dét at have mødtes med RESPEKT-projektet i Kenya.
En sådan beskrivelse indfanger i høj grad, hvordan vi i IMCC Global har oplevet det udvidede partnerskabsudviklingsbesøg, som fandt sted i februar – et besøg med et set-up, som er helt nyt i IMCC-regi. Med seks delegerede fra Etiopien, ti delegerede fra Kenya og fem delegerede fra Danmark blev der skabt en unik sammensætning, der gav en chance for, at SHEBA og RESPEKT kunne indgå i en dybdegående erfaringsudveksling, få udvidet horisonterne, drage nye perspektiver – og ikke mindst skabe mindeværdige oplevelser.

Global1

I løbet af ugen fik projekterne blandt andet arbejdet med frivillighed, projektforankring og fremtidige sparringsmuligheder; herigennem var det ikke kun projekternes identiske styrker, potentialer og ambitioner, der blev fremhævet, men i høj grad også udfordringer og problemstillinger. For IMCC Global gav mødet en mulighed for at forstå de kontekstuelle baggrunde for nogle af de udfordringer, vi har mødt i begge projekter – og det blev således en nødvendig måde at finde ud af, hvordan vi alle kan bruge hinanden til at styrke projekterne yderligere.

Global4I den forbindelse var det intet mindre end inspirerende at være vidne til, hvordan projekterne ledte hinanden til nye handlingsplaner og muligheder – der var en klar passion og interesse omkring at kunne støtte hinandens projekter, hvilket gav en drivkraft og et energiboost, som kunne mærkes på det høje humør.

Mødet emmede af en form for international højskolestemning tilsat et heftigt pift faglighed, høje  ambitioner og nye venskaber. Sightseeing i Nairobi, et væld af kreative ice-breakers, zumba og en lang række andre sociale aktiviteter skabte desuden stærk grobund for relationer, som har holdt ved lige siden, og som vi håber vil bidrage til en fortsat erfaringsudveksling i fremtiden. Partnerskabsudviklingen har derfor vist sige at være et koncept med kæmpe potentiale, hvilket vi håber at andre også vil få lov til at opleve i fremtiden.