Masser af engagement i Nepal

 

 

frontcare i nepal

IMCC-aktiviteten FrontCare samarbejder med to partnere i Nepal: NMSS (Nepal Medical

Students Society) og NPHSS (Nepal Public Health Students Society). Sammen har parterne pilotprojektet Pariwartan, hvor der undervises i seksualitet, reproduktiv sundhed og rettigheder i Baglungdistriktet i Nepal. Et par IMCC’ere har netop her i februar 2018 været på projektbesøg i den forbindelse. Pilotprojektet slutter i september i år, hvor parterne vurderer, om de vil igangsætte et egentligt partnerskabsprojekt.

Rebecca var en af de to IMCC’ere, der var på projektbesøg i Nepal her i februar. Hun skrev dagbog undervejs, og nedenfor kan du læse et uddrag, der giver et godt indtryk af, hvordan det går med projektet:

11/2:
Her til morgen har der været masser af postyr – vi har nemlig været afsted på sessions! Underviserne  var super engagerede, og børnene var interesserede og glade. Der var en god energi, selvom det nogle gange var svært at få åbnet op for diskussionerne til at starte med – men så var de frivillige rigtigt gode til at opmuntre børnene til at turde sige noget alligevel. Både ved at smile til børnene og give dem et lille skulderklem og også ved at give et stykke slik til dem, der sagde noget. Undervisningssessionen var også lang, så der var lagt forskellige “energizer”-lege ind, for at eleverne ikke skulle falde helt hen. Det var fedt at se, at alle undervisere og arbejdsgrupper var forberedte på udfordringerne og havde fundet løsninger herpå. Et ekstra incitament for eleverne – og lærerne – var, at de alle fik et underskrevet certifikat på, at de havde deltaget i undervisningen og fik overrakt certifikaterne ved en “officiel” overrækningsceremoni. Projektet gav også frokost (nudler + juice) hvilket nok øger opbakningen i fattige landområder som dette – men det virkede bestemt ikke som om, at maden og slikket var det eneste, som fastholdt eleverne; de var oprigtigt interesserede.
Temaerne var de samme, som blev gennemgået til training of trainers (altså træningen af de frivillige), og emnerne blev gennemgået ud fra farvestrålende plancher, som de har lavet over de sidste dage. Der var også fremvisning af de forskellige kontraceptionsmuligheder og demonstration af kondompåsætning. Alt i alt virkede det som en meningsfuld og givende undervisningssession!

Om aftenen efter undervisningssessionerne var der fest – os fra Danmark gik i seng som nogle af de første, men nepaleserne blev ved til langt ud på natten. De virker ikke til at have så mange muligheder for at slå sig løs normalt, så for alle deltagerne virkede det som en kærkommen mulighed for at have det lidt ekstra sjovt.

 
14/2:
Om formiddagen havde vi fri til at slappe af, forberede workshops, læse, eller hvad vi nu kunne finde på, før vi skulle være på universitetshospitalet kl 13 til afholdelse af workshops. I denne omgang blev det økonomi, som Jens (den anden IMCC’er) stod for.
Overordnet var det en god oplevelse, og vi fik startet nogle gode diskussioner – bl.a. var de enige om, at der skulle være flere økonomiansvarlige, men det var lidt svært at rykke rundt på small working groups ansvarsposter lige i dét øjeblik, så vi vælger en ny lørdag, hvor der bliver afholdt kommunikationsworkshop og kort evaluering.
Jens og Sandip (økonomiansvarlig i Nepal) fik også kigget på budgettet og økonomien bag første session.
Om aftenen fik vi sendt seminaransøgningen afsted og nu krydser vi bare fingre for, at Jens, Priyanka, Sandip og forhåbentligt også et nyt FrontCare-medlem får en plads til DUF’s partnerseminar Haslev til april!

 
15/2:
Jens mødtes med Sandip om eftermiddagen, og det viste sig, at der næsten var helt styr på budgettet. De fik også lavet en økonomirapport over første session, således at Sandip nu har styr på, hvordan det skal gøres ved de resterende sessioner.