International sundhedskonference bringer unge fra hele verden til København

Med 98 tilmeldinger slår dette års konference rekord for deltagere til NorWHO. Konferencen har skabt stort interesse blandt unge verden rundt. Den imponerende stigning i deltagerne skyldes formodentlig interesse for at sikre global adgang til Essentiel Medicin, som er dette års tema, samt flere spændende oplægsholdere.  

Den 20.-24. august 2018 mødes unge fra hele verden i FN-byen i København for i fællesskab at sikre bedre adgang til essentiel medicin verden over. Alle deltagerne kommer med åbenhed og begejstring for at skabe en dialog, om hvordan man i et fagligt forum kan finde løsninger på globale sundhedsproblemer.

Deltagerne er primært studerende eller nyuddannede, hvilket skaber et fagligt stærkt miljø, der samtidig udfordres og udvikles med kompetente oplægsholdere såsom den europæiske konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, den tidligere WHO-direktør for “Access to Essential Medicine”, Hans Hogerzeil, lektorer fra Københavns Universitet, Morten Skovdal og Kirstine Moll Harboe, repræsentant fra “Novo Nordisk”, Soraya Ramoul, og repræsentant for “Læger Uden Grænser”, Pernille Miller.

norwho foto forside

Konferencen giver de ambitiøse deltagere en mulighed for at fremlægge deres løsningsorienterede ideer til, hvordan man i fællesskab kan skabe en sundere og bedre verden for alle. Konferencen giver anledning til stimulerende diskussioner, inspirationsoplæg samt rig mulighed for sparring og erfaringsudveksling med ligesindede fra alle verdenshjørner. Deltagerne har således rig mulighed for både at opbygge deres faglige kapacitet på det sundhedspolitiske plan og at udvide og styrke deres sociale omgangskreds. Deltagerne vil dog få mere end blot en faglig oplevelse. De vil også få kulturel berigelse i form af Københavns smukke sceneri og jordnære charme.

Fakta om NorWHO:

NorWHO er en simulation af et WHO-år samt WHA (World Health Assembly), som afholdes af WHO (World Health Organization). Hvert år mødes WHO-medlemslandene til en sundhedsrelateret diskussion, hvorefter rammen for arbejdet i global sundhed fastlægges for det efterfølgende år eller en længere tidsperiode.NorWHO logo

NorWHO er et projekt under IMCC og blev grundlagt i 2013. Projektet har til formål at fremme interessen og forståelsen for global sundhed og sundhedspolitik blandt studerende.

Årligt afholder vi en 5-dages konference i København med deltagelse fra hele verden. Vi er universitetsstuderende fra forskellige fakulteter herunder medicin, folkesundhed, økonomi, fødevarer og ernæring, kommunikation m.m. 

Yderligere information kan fås her: