IMCC var med på ligestillingskonference i FN

Kære IMCC’ere

 

Hermed en beretning fra to gamle røvhuller, der har været på ligestillingskonference i FN og repræsenteret IMCC:

Vi har hængt på hinanden i 11 dage – uden pauser.

Vi har sovet – sammen.

Vi har været igennem hele følelsesregistret – sammen.

Vi har gået. Meget. Og langt – sammen.

Vi har frosset. Hver dag – sammen.

Vi har overlevet en gigantisk snestorm – sammen.

Vi har været på barrikaderne – sammen.

Vi har diskuteret konstant – og været enige om alt. Sammen.

Vi har mildest talt lært hinanden lidt for godt at kende, den ene må erkende at have tabt slaget i kampen om ordet.

 

Hvad er FN’s ligestillingskonference? Det er en årlig konference, som FN har afholdt siden 1956 for at drøfte udviklingen af ligestilling. Et kig i historiebøgerne vil fortælle, at FN blev grundlagt i 1945 med det formål at styrke og fremme respekten for menneskerettigheder og for fundamentale frihedsrettigheder for alle uden forskel med hensyn til race, køn, sprog eller religion.

 

 

Hvordan foregår sådan en konference så?

I 14 dage mødes medlemmer af FN for at diskutere et særligt udvalgt fokusområde. I år var temaet kvinder på arbejdsmarkedet. Herefter er håbet og målet, at alle medlemslandene i løbet af de 14 dage kan nå til en slutaftale, der beskriver hvilke indsatsområder landene vil arbejde på for at forberede situationen et såkaldt “agreed conclusion” – long story short: en konkret aftale som FN-lande bør/skal leve op til.

 

Hvordan har vi oplevet konferencen?

Konferencen begyndte (i skrivende stund) for 11 dage siden, hvor vi mødtes med den øvrige delegation (ligestillingsministeren, MF’ere fra ligestillingsudvalget, folk fra CSO’er (civilsamfundsorganisationer)) i den Danske FN-mission lige ved FN-bygningen i New York.

Her gik det op for os, at vi mildest talt ikke anede, hvad fanden vi lavede her.

Når man sidder blandt en masse embedsfolk bliver man en lille smule selvransagende… Og det skulle vise sig, at den følelse skulle forfølge os i flere dage.

Derfor var vi stille i flere dage. Ej ok, “dage” er måske lige lidt for billedligt talt, men det føltes som flere dage. You get the picture.

Dag 2 var præget af den “uhyggelige” snestorm. Vi har alle hørt om begrebet fake news – og vi tillader os at putte snestormen “Stella” ind under den kategori. I hvert fald, når man kommer fra Danmark, og især, når man har været i Grønland.

Hele miseren betød dog, at NYC inkl FN lukkede. Is på, USA. Is på.

Så vi måtte gå i 1 døgns hi, herregud, vi var jo også bare 8000 mennesker samlet fra hele verden til denne konferencen.

No.

Big.

Deal.

Vi fik læst en masse papirer igennem – forstod ualmindeligt lidt – følte os meget uakademiske, men gav ikke op. Og så tog vi til middag hos den danske ambassadør i NYC (han aflyste gudskelov ikke). En mente, hun fik lidt for meget vin (blaming you Kvinfo and LGBT-ungdom), men bort set fra det: Succes med masser af networking.

 

Tilbage til konferencen:

Det tager tid at lære at forstå en FN-konference. Hele politikken og polemikken omkring det, men vi har hængt virkelig meget i, og derfor har vi stort set heller ikke oplevet NYC. Bortset fra en romantisk gåtur i Central Park efter 5 dage i FN-bygningen, hvor vi til sidst ikke kunne finde hovede og hale i døgnet.

 

Det har betydet, at vi har mødt en masse fantastiske ildsjæle, der kæmper og arbejder for alles rettigheder overalt i verden. Og sikke en inspiration. Vi har måske fået lidt for mange gode idéer – millioner skal søges – verden skal reddes. Man kan aldrig blive FOR ambitiøs, vel?

 

Yderligere har vi for alvor forstået, den forpulede Globale Gag Rule, som Trump af uransagelige årsager har fundet frem fra oldtidens skuffe. I ved, den lovgivning, som vil bestemme, hvad sundhedsorganisationer i hvert fald IKKE må arbejde med. Og det er virkelig ikke for sjov. Det er meget mørke konservative kræfter, der ikke disse tider vrimler ud fra rottehullerne, forsøger at gnave sig igennem fornuften og ødelægge alle fremskridt, der har været de seneste mange år.

Planned Parenthood har naturligvis nægtet at underskrive aftalen – hvilket unægteligt får økonomiske konsekvenser.

Forstår man intet andet, så forstå, at det her er en politik, der rammer kvinder verden over så uretfærdigt hårdt – og beslutningen er selvfølgelig taget af hvide mænd i det hvide hus.

 

Det har fyldt utroligt meget i vores bevidsthed herovre – og man får virkelig lyst til at slå igen, og råbe “lortefuck!”. Men som, man hurtigt lærer, så er der ingen, der lytter, når man står der og råber alene. Så der skrues på alle knapper herovre for at sikre, at der kan opstå et bredt samarbejde – der vil det gode i verden. Det skrev vi et lille debatindlæg om i Politiken der blev trykt fredag d. 24. marts.

 

Vi kommer hjem meget klogere på ligestilling og meget mindre forstående for, hvorfor verden nogle gange fungerer som den gør. Politik er noget arbitrært noget, hvor man arbejder ud fra mavefornemmelser og følelser – og det kan vi ærligt talt ikke bruge til særlig meget fornuftigt særligt ofte.

IMCC’s rolle i den danske ligestillingspolitik er måske lidt svær at forstå, men det er uden tvivl ekstremt gavnligt for IMCC at skabe et stærkt netværk til de danske civilsamfundsorganisationer; personligt glæder vi os til et samarbejde med bla. Dialog mod Vold og KVINFO – og så er vi jo heller ikke helt kede af, at udenrigsministeriet ved, hvem vi er.

 

Nu vil vi læne os tilbage og nyde flyveturen hjem. En vil sove hele vejen, fordi hun har fået for mange nye indtryk. En anden vil se den samme film, som på turen herover, fordi hun har fået for mange nye indtryk.

Tak for turen – det gør vi fandme gerne igen!

 

Skærmbillede 2017-04-21 kl. 17.16.59

 

p.s. vi lover en (flot og lyrisk) præsentation af vores tur til GF i oktober.

 

HUGZ

Caroline Arnbjerg & Anne-Sophie Homøe