IMCC til Copenhagen Pride

Af Ida Lang, næstforkvinde, IMCC

Lørdag d. 18. august gik omtrent 40.000 mennesker i pride-paraden fra Frederiksberg Rådhus til Pride Square i København. IMCC var repræsenteret med over 60 frivillige og påhæng.

Pride.IMCC

Arrangørgruppen fra København havde gjort et fabelagtigt stykke arbejde! Kl. 09.30 startede vi i Studenterhuset ved Panum med morgenmad efterfulgt af en LGBTQIA+ quiz med Anna Berg som quizmaster. Quizzen var både et sjovt indslag, men for mig også en påmindelse om, hvor vigtige prides er. Statistikker om hadforbrydelser og diskriminerende lovgivning underbygger vigtigheden af konstant at presse på for at fremme LGBT+ personers rettigheder. Det er de grimme sandheder, vi kaster glimmer efter på parade-dagen.

IMCC-Pride farverMed over en times forsinkelse i paraden, drog vi ved 15-tiden fra Frederiksberg. Vores tre ladcykler, éne soundboks og 60 frivillige mast ind mellem to intimiderende lastbiler, ført af henholdsvis “Sexy Bitches” og Københavns Kommune. Men fodgængerstilen gav fed mulighed for at interagere med de flere hundredetusinder publikummer, der var dukket op. Venner af de frivillige kunne støde til og fra, og børn i diverse kostumer stod i kø for at få high-fives. Jeg næsten græd af bevægelse og stolthed, da vi nåede frem til Pride Square og forsøgte at samle IMCC’erne til et stort fællesbillede, som spontant forvandlede sig til en dans til Village People’s “YMCA” – der nemt og smukt transformeres til “IMCC”. Sikke en mængde ild, energi og kærlighed, vi rummer!

 

Pride-paraden giver mig håb for en bedre fremtid. Tusind tak til Marcus, Clara, Anna, Anna-Bolette og Nikoline for en stærkt indsats!

 

Pride Bamsehospitalet

Også Bamsehospitalet deltog med IMCC i Copenhagen Pride.