I Cambodia kan en graviditet betyde farvel til uddannelse

photo_2017-07-31_16-35-31IMCC Cambodia blev en del af IMCC sidste år og består af en international gruppe studerende fra Global Health Studies på Københavns Universitet. To fra projektgruppen var i sommers på partneridentifikations-tur til Cambodia, og et projekt om oplysning til unge om reproduktiv sundhed i en af landets fattigste provinser er nu ved at tage form.

Marie Schønning, national aktivitetsleder for IMCC Cambodia, fortæller:

”Vi fandt en rigtig god partner på turen i sommers, nemlig Khmer Youth Association. Vi er stadig ved at formulere projektet, men det bliver sandsynligvis med fokus på unge og reproduktiv sundhed. Geografisk fokuserer vi lige nu på provinsen Bantey Meanchey i det nordvestlige Cambodia.”

Bantey Meanchey er en af landets fattigste provinser, og er også et område, hvor borgerkrigen varede længst. Freden kom senere til dette område blandt andet pga. provinsens afsides beliggenhed. Området er præget af mange fattigdomsrelaterede problemer: En del unge dropper ud af skolen for at emigrere til Thailand, hvor de typisk finder arbejde på fabrik eller i restaurationsbranchen, fortæller Marie.

Lige nu kører partnerorganisationen Khmer Youth Association et oplysningsprojekt for unge om alkohol og stoffer, men dette projekt slutter ved årsskiftet, og organisationen har derfor en masse frivillige i Bantey Meanchey, der står klar til at engagere sig i samarbejdsprojektet med IMCC. Khmer Youth Association består af frivillige unge med mange forskellige baggrunde og er typisk i gymnasieelev alderen.

 

Tabu og tradition
Emnet reproduktiv sundhed giver god mening at tage fat på, da der i Cambodia hersker en del myter og tabuer på området: Pigerne skal helst være jomfruer, når de indgår ægteskab, sex er ikke noget, man taler om –  og slet ikke med sine lærere eller forældre. Det betyder, at den viden, de unge får, ofte er fragmentarisk og tilfældig – via nettet eller fra venner og bekendte.

Marie fortæller: ”Det er eksempelvis et problem, at der mangler viden om prævention. Kærestepar, der bliver gravide, tvinges ofte til at gifte sig, og pigerne presses i den situation typisk til at droppe ud af skolen.”

Der findes allerede gode undervisningsmaterialer på området udviklet af NGO’er, og seksualoplysning KAN også indgå i skoleundervisningen i Cambodia – men det er ikke obligatorisk.

Marie forklarer: ”Da emnet ikke er obligatorisk at tage op, er der nogle lærere, der undviger emnet, både pga. tabuiseringen, men også fordi lærerne jo også er en del af landsby-fællesskabet og kan risikere at blive set skævt til, hvis de tager emnet op i deres undervisning.”

Lige nu arbejdes der på en ansøgning om at komme på forundersøgelsestur, og det er planen, at tre af IMCC Cambodia’s frivillige skal til afsted i februar for at lære landet, den aktuelle provins og problematikkerne bedre at kende og påbegynde planlægningen af et kommende pilotprojekt.

Er du interesseret i at høre mere – eller har du relevante input og erfaringer, så hører IMCC Cambodia meget gerne fra dig. Skriv en mail til: cambodia@imcc.dk