Dying earlier – dying right

cogita-label-u-imcc-logoTænker du på døden, som en del af lægegerningen, og at redde liv? – så er temaet for denne måneds arrangement hos Cogita sikkert lige noget for dig.

Filosof Ezio Di Nucci var inviteret til at deltage, for derigennem at initiere og lede debatten via sin viden og indsigt omkring det etiske perspektiv ved døden – både som et retsprincip, og som en etisk del af livet.

Arrangementet fandt sted d. 14. september, 2016 i Panum, København.

Forud for mødet gjorde Thomas Lacopidan sig disse tanker: “Med et tema som Døden har vi mulighed for at udforske det, jeg vil kalde det absolutte vilkår for den menneskelige eksistens. Da vores liv er defineret ud fra en dag at skulle slutte, tvinger denne kendsgerning os til at forholde os til livet og ikke mindst dets afslutning. Dette bliver især vigtigt for os som aktører i et sundhedssystem, hvor vi er ansvarlige for at kunne sætte os ind i forhold, der omgiver Døden, i en tid, hvor vi i høj grad distancerer os fra netop dette” (…)

Med oplægget ønsker de frivillige fra Cogita at inddrage så mange studerende med interesse for ovennævnte spørgsmål som muligt, således at man sammen med andre i dette forum, kan danne grobunden for en kontinuerlig diskussion, hvor man ikke ønsker et konkret svar, men derimod at man i fællesskab forsøger at blive klogere på helt grundlæggende spørgsmål.

Da det også er det første arrangement for dette semester, håbede man i Cogita på at se nogle nye ansigter og desuden invitere til det følgende månedsmøde, hvor man kan se, hvordan arbejdet bag gruppen foregår. Der var 34 deltagende i debatten, og det medførte at 3 nye valgte at deltage i Cogitas månedsmøde. Efter mødet var der fællesspisning, for at styrke fællesskabet og lære nye som gamle ansigter at kende – og med mulighed for at fortsætte den gode diskussion.

Vi tager nu et sceneskifte, og bevæger os ind bag kulissen, hvor vi via Rasmus Haahrs beretning får et indblik i de dialoger, tanker og debat, som temaet “død” har genereret i dette forum.

ma%cc%8anedsmode_cogita-sept16

Billede fra Cogita styregruppens månedsmøde

Med titlen Dying Earlier and Dying Right var en åben scene sat op til foredrag med Panums filosof Ezio Di Nucci. Som første arrangement i en længere række af planlagte oplæg på efterårssemestret kredsende om døden, var foredraget tænkt som en afart introduktion til temaet.

Efter kort velkomst fra Johan Platz, LAM, indtog Ezio lokalet. Med en hurtig sværmen omkring skismaet: rigtige og forkerte måder at dø på, der indikerede optræk til relancering af en ars moriendi, rettede Ezio fokusset mod, hvad han kaldte for en overtrædelse af, hvad man bør og ikke bør kontrollere inden for sundhedsvæsnet. Han påpegede, at der i sundhedsvæsenet var indlejret en vis hybris, når man tillod sig at intervenere mellem liv og død.

 

Debat om de lægelige søjler – og retten til død

Med endnu et fokusskift gjorde han en nødvendig indsnævring af en debat og et tema, der ellers let kan blive ukontrollerbar af omfang. Han rettede det endelige fokus mod de –  af hans overbevisning – grundlæggende værdier i sundhedsvæsenet – de lægelige søjler: At undgå død og forlænge liv. Til disse ønskede han en tilføjelse; retten til død. Ezio argumenterede for, at der analogt til en autonom ret til liv, også eksisterer en autonom ret til død. Dette postulat, der ikke beroede på længere etisk eller filosofisk udredelse, men blot baserede sig på et liberalt autonomiargument om individets egenrådighed, havde i filosoffens blik flere følger. Den vigtigste følge, der også var tilbagevendende i Ezios tankerække, var den revurdering man ud fra retten til død måtte gøre af sundhedsvæsenets principper. Hans grundargument og en autonom funderet negativ ret til død ville automatisk medføre en herpå følgende positiv ret til at modtage assistance til død – altså eutanasi. ”Det, der retfærdiggør vores selvmord, retfærdiggør ligeledes vores ret til at modtage aktiv dødshjælp”. Hertil tilføjede han som et argumentets skjold – ”under bestemte omstændigheder”.

 

Der blev videre kredset om flere aspekter, men med tilbagevenden til udgangspunktet om den negative ret til død. Undervejs opstod en opportunistisk ladet spænding i et ellers stort lokale. Da det første spørgsmål blev stillet fulgte de næste hurtigt efter. Ezio svarede med tålmodighed på hvert enkelt og fortsatte, hvor hans argumentationsrække var blevet afbrudt. Dette holdt ved et par spørgsmål til en naturlig overgang fandt sted fra mono- til dialog. Eller polylog om man vil… Vi kalder det en debat.

 

Det var en spørgsmålstung omgang med overvejende pragmatiske indsigelser mod filosoffens teser. Det pragmatiske argument blev uafhængigt af indhold mødt og parereret med; hvad vi, der har overværet Ezio som taler flere gange kender som han signaturkommentar: I’m just a Philosopher. Mange af de pragmatiske argumenter blev modsvaret med henvisninger til, at der var komplikationer ved retten til at dø, men ikke egentligt udfordrede det tilgrundliggende liberale argument for denne ret. Andre argumenter fra salen syntes at katalysere en vældig tankevirksomhed hos vores italienske husfilosof. Det blev nærmest billedligt som kimen til en filosofisk tanke udtrykte sig i filosoffens gestik.

”hvor er autonomiens grænser?”

 

Da kirkeklokkerne, nærmest som respons på Ezios parallelisering til abortpolemikken i sit hjemland Italien, gjorde opmærksom på sit tilstedevær og indvarslede dagens afslutning, var spørgsmålene stadig mange og intense. For at opsummere og give generel indtryk, var mange af de talrige spin-off spørgsmål rettet mod; hvor er autonomiens grænser? Og hvad er mindstekravet til menneskelig kapacitet for at kræve autonomi? Men også spørgsmål beroende på den intuitive handlings- og hjælpetrang, der melder sig overfor mennesker, der nærer dødsønsker blev luftet i plenum. Hertil en masse definitoriske stridigheder, der som fast bestanddel i enhver filosofisk dialogs er både dennes last som gave.

 

Ezio formåede i de afsluttende kommentarer at benævne, hvordan han fandt en hel masse spænding ophobet i debatten om aktiv dødshjælp. Her tog han et fra forrige weekend dugfriskt eksempel i brug om en ægtemand, der hjalp sin kone til at finde ro. Denne spænding mente han beroede på netop en grundlæggende, men undertrykt overbevisning om, at den menneskelige autonomi også indbefatter retten til død. Og heraf mere imperativt udtryk; bør inkorporeres i vores sundhedsfaglige principper side om side med det dødsundgående og livsforlængende princip – vel at mærke med vished om komplikationer. Thomas V. Lacoppidan, LAM, afbrød 18.30 skarp, og sendte med applaus og det taknemmelige ord en travl Ezio videre.

Kvaliteten af foredragene, oplæggene etc. udtrykker sig som regel først som efterdønningers karakter. Der tales for eget og egnes vedkommende, men vi er sikre på, at efterdønningerne fra denne halvanden times filosofiske bølgegang, er af karakteren øget selvstændig tænksomhed og debat med hverandre, man til foredraget gik med. Og i så fald den vurdering holder stik: consummatum est.

 

Tak til Rasmus Haahr for en indlevende beretning om et tema med mange perspektiver. I tråd med ovenstående beretning, må man konstatere at mødet med Ezio di Nucci har ansporet til tankevirksomhed og refleksion i forhold til de roller som mange medlemmer af IMCC udfylder i sundhedsvæsnet. Det er vores håb, at vi med denne artikel spreder disse tanker ud i flere afkroge, og giver stof til eftertanke.

Læs mere om Ezio Di Nucci