Danske og nepalesiske studerende afliver myter om sex og køn

jens frontcare

Kønssygdomme, manglende viden og religiøse myter, er nogle af de udfordringer, der findes i Nepal, når talen falder på unge og sex. Projektet Pariwartan, hvor danske IMCC FrontCare er partner, fokuserer på at komme myterne til livs ved kvalificeret ung-til-ung undervisning. De nepalesiske frivillige er ekstremt dedikerede og kompetente – mens den danske projektgruppe skrumper ind. Derfor efterlyses nye frivillige i Danmark til projektet, hvor engagementet i den grad smitter.

 

”Det skal give mening, og det gør det her projekt i allerhøjeste grad.” Sådan svarer Rebecca Nyengaard på spørgsmålet om, hvorfor hun er frivillig – og hvorfor i IMCC FrontCare.

Rebecca Nyengaard og Jens Pedersen, begge studerende og frivillige i projektet IMCC Frontcare, er lige kommet hjem fra projektbesøg i Nepal. Dér samarbejder IMCC Frontcare med lokale partnerorganisationer (NMSS (Nepal Medical Students Society) og NPHSS (Nepal Public Health Students Society)) om projektet Pariwartan, som handler om at skabe øget opmærksomhed om reproduktiv sundhed, kvinders rettigheder og aflive myter relateret til sex og køn. De frivillige i Nepal tager ud på skoler i den afsidesliggende Banglungprovins og underviser teenagerne på de ældste årgange. Målet er at klæde udvalgte elever på med viden, således at de kan videreformidle til deres klassekammerater som såkaldte peer educators. De danske frivillige bidrager til projektet med know-how om projekt- og økonomistyring, kapacitetsopbygning og sparring.

En af de broer, der skulle krydses for at komme til en af skolerne i den uvejsomme Banglungprovins

En af de broer, der skulle krydses for at komme til en af skolerne i den uvejsomme Banglungprovins

Topmotiverede partnere
Det kan være svært at samarbejde over store afstande, så Jens og Rebecca var glade for ved selvsyn at konstatere, at projektet i Nepal kører forrygende. ”De frivillige i Nepal er superengagerede og nogle rigtig dygtige formidlere. Vi var med ude at overvære deres undervisning, og de var utroligt gode til at få de unge til at slappe af og turde stille spørgsmål ved at skabe en afslappet og tillidsfuld atmosfære,” fortæller Rebecca.

Jens supplerer: ”Vi blev positivt overraskede over, hvor højt niveauet var. De studerende, vi samarbejder med er dygtige, og vi havde nogle diskussioner, man lige så godt kunne have på universitetet herhjemme. Det kan være svært på Skype møder at fornemme, om alt kører, som det skal, men det kan vi sige nu, at det gør det.”

Stor organisation har fået øje på projektet
Faktisk kører projektet og samarbejdet så godt, at det har skabt en del opmærksomhed. Pariwartan projektet var nomineret til finalen  i IFMSA’s (The International Federation of Medical Students Associations) Rex Crossley Award i år. Også i Danmark har flere fået øjnene op for projektet og den viden og erfaring, projektdeltagerne ligger inde med.

Dansk Handicapforbund har kontaktet FrontCare folkene for at drøfte et muligt samarbejde i Nepal om behandling af rygmarvsskadede. En repræsentant fra Frontcare skal ledsage  DHF’ udsendinge på tur rundt i landet og fungere som brobygger mellem de to organisationer, når DHF i nær fremtid tager på en indledende research tur til Nepal.

frontcare undervisning

Kom og vær med!
Projektet har altså vind i sejlene, og lige nu er eneste problem, at der mangler frivillige i Danmark.

”Vi er en lille gruppe og kunne sagtens være flere,” siger Jens. Alle studieretninger er velkomne, man skal ikke nødvendigvis være sundhedsstuderende. Selv læser han til pædagog, men har tidligere læst på Erhvervsakademi Aarhus.

Rebecca, der læser medicin og har tabt sit hjerte til Nepal, fortæller: ”Vi har lige nu nogle superseje samarbejdspartnere i Nepal, så det vil være synd, hvis vi ikke kan følge med, bare fordi vi er for få i projektgruppen fra dansk side.”
Jens og Rebecca understreger selv, at venskaber på tværs af studieretninger, årgange og landegrænser er noget af det fede ved at være med i FrontCare. ”Og så er vi stadig så få, at man bliver hørt og får indflydelse med det samme,” fortæller Rebecca.

Er man interesseret i at høre mere om projektet eller hvordan det er at være frivillig, kan man kontakte FrontCare på https://www.facebook.com/FrontCareIMCC/

Hør to af de frivillige nepalesiske studerende fortælle om, hvordan det er at undervise skoleeleverne i Pariwartan projektet: