Bamsehospitalet rykker ud!

Bamsehospitalet rykker ud!

 

bamsehospitalet_imcc-logo-fBamsehospitalet åbnede september måned med et besøg på Nykøbing Falsters bibliotek.

Afsted på tour var Kristine Valeur, National aktivitetsleder for Bamsehospitalet, sammen med en rutineret, og fire nye bamselæger. Turen var en succes.

Bamselægerne var glade for det gode fremmøde, og deres erfaringer. Børn, familie og personale var glade for, og meget imponerede over, bamselægernes arbejde og tag på børnene.

 

Formålet med bamsekorpsets udrykning er at skabe tillid mellem børnene og sundhedsvæsnet. Bamserne tilses efter alle lægelige forskrifter, og derigennem opstår dialogen med det enkelte barn. Bamsehospitalet huserer normalvis rundt omkring på de danske hospitaler, men rykkede denne gang ud på Nykøbing F bibiliotek – i stil med tidligere lignende arrangementer på andre biblioteker.

Som opfølgning på Bamsehospitalets besøg på Nykøbing Falster bibliotek, kontaktede jeg personalet, for at få et indblik i deres oplevelse af besøget. Som I kan læse nedenfor, var man meget begejstret.

Udtalelse fra Vibeke Riis, bibliotekar Nykøbing Falsters bibliotek: “Jeg havde fornøjelsen af at være tilstede, da vi havde besøg af Bamsehospitalet. Vi afholdt det som et åbent arrangement, hvor tilmelding på forhånd ikke var nødvendig. Børn og forældre/bedsteforældre kunne komme og gå i løbet af de 3 timer, Bamsehospitalet var hos os. Jeg vil tro, at ca. 35 børn kom. En hel del kom målrettet med deres bamse under armen, mens andre blev “indfanget”, da de skulle på børnebiblioteket.

 

Det var et MEGET vellykket arrangement, hvilket flere forældre/bedsteforældre også gav udtryk for. Bamselægerne var meget engagerede og fik skabt et trygt og roligt miljø, hvor de fik børnene i tale, også de meget generte. Bamselægerne gav sig god tid til de enkelte børn og gjorde deres til at give børene et trygt og afslappet forhold til læger og hospitaler.

Så en STOR TAK til bamselægerne – det var en hyggelig og lærerig dag :-)

 

Bamsekorpset reflekterede selv over deres besøg, på vej ud og hjem. Kristine V. fortæller:  “Vi var alle spændte på hvor mange, der ville komme. Samt hvordan det ville gå, fordi det var en del af Danmark, hvor vi ikke har været før og hvor børnene derfor skulle blive bekendte med bamsehospitalet.”

 

På spørgsmålet om Bamsekorpsets erfaringer med det frivillige arbejde som bamselæger, og arbejdet med børn i den sammenhæng, fik jeg dette svar: “Børn er umiddelbare – du kan se med det samme om det du siger er en succes eller ej. De er ærlige og et hårdt publikum. De nye fortalte de var lidt nervøse over hvordan man nu skulle tackle de forskellige børn. Men følte hurtigt en fornemmelse af hvornår der skulle justeres på kommunikationen og hvordan det virkede.

Der var forskellige aldersgrupper, så der var også en mulighed for at øve kommunikationen med de forskellige aldre.”

Ud over at skabe glæde med deres besøg, kom alle Bamselæger hjem flere erfaringer rigere. Gennem den frivillige indsats, og de timer der blev investeret i arrangementet, kunne de studerende, og sandsynligvis “aktører i sundhedsvæsnet in-spe”, høste værdifuld læring, og et godt socialt samvær med de øvrige deltagere.