SUNDdag

Om SUNDdag Gruppen

SUNDdag-gruppen består af studerende fra mere end 10 studieretninger fra Aarhus Universitet og har derved et solidt fundament af tværfaglig kompetence. Vi mener, at sundhedsfremmende forebyggelsesinitiativer skal frem i forreste række, og at befolkningen skal konfronteres med dem på et personligt niveau.

Vores vision

At den enkelte borger bliver mere bevidst om egen sundhed.

Vores konkrete mål

At afholde en SUNDdag i Århus midtby d. 26. maj 2012, hvor der sættes fokus på sundhed og forebyggelse af folkesygdomme. Dagen skal give den århusianske befolkning en direkte og nem mulighed for at få et hurtigt sundhedstjek og samtidigt gøre sundhed til et personligt emne, man gør sig overvejelser om. Målet er at opstille 50 stande med info om sygdomme og sundhed samt at lave events og happinings såsom foredrag, musikindslag og blodtryksmålinger – alt med henblik på at erindre de travle børnefamilier og borgerne om, hvor vigtig sundhed og gode vaner er.

De støtter SUNDdag projektet

Både Danmarks minister for sundhed og forebyggelse Astrid Krag og Aarhus borgmester Jacob Bundsgaard støtter op om SUNDdag projektet.

Desuden har Aarhus Universitet ved Allan Flyvbjerg, Dekan og medlem af universitetsledelsen med ansvar for Aarhus Universitets videnudveksling med samfundet.” givet følgende støttemeddelelse:

 ”På Aarhus Universitet lægger vi stor vægt på at støtte selvstændige studenterinitiativer, der er interdisciplinære, og som tilmed har et godt og legitimt formål.  Et sådant initiativ er studenterprojektet SUNDdag. Sundhedsfremme og forebyggelse står naturligt højt på dagsordenen og projektets fokus på egen sundhed og borgerdialog og hermed også på, hvad den enkelte kan gøre i form af konkrete handlinger, er i høj grad prisværdig. Skal en sådan indsats føre til succes, må det indeholde en lang række forskellige målrettede aktiviteter, og her kan den af SUNDdag planlagte sundhedsevent både virke til at bringe en nyttig erfaring og læring ind i studentermiljøet og bidrage til, at et bredt udsnit af borgere i Aarhus og omegn får mulighed for at blive oplyst om sundhedsfremme og forebyggelse. Aarhus Universitet giver derfor initiativet en varm anbefaling.

Det konkrete arbejde

Arbejdet består primært i at planlægge SUNDdagen.  Dette indebærer samarbejde med en masse forskellige instanser. Først og fremmest med kommunen i forhold til tilladelser, behjælpelighed med telte, scene og elektronik osv. Derudover med sygdomsrelaterede- og sundhedsfremmende foreninger fx patientforeninger, som kan bidrage med en stand på selve dagen. Desuden er der en masse PR-arbejde, som skal laves for at sikre opmærksomhed omkring SUNDdagen i bybilledet, aviser, tv og radio m.v. Kun fantasien sætter grænser for, hvad dagen og det forberedende arbejde kommer til at indeholde, da det er et nyopstartet projekt, så alle ideer er velkomne.

Hvem kan deltage?

Alle med interesse i projektet. Vi ønsker en bred tværfaglig tilgang til projektet, hvilket også fremgår af, at gruppen repræsenterer mere end 10 forskellige studieretninger. Det er altså ikke noget krav, at man går på en sundhedsfaglig uddannelse.

Kontaktinformation

Skriv en mail til Johanne Lyhne (formand) på sunddag@imcc.dk

Landssekretariat: IMCC | Panum Institutet 9.2.2 | Blegdamsvej 3 B | 2200 København N | Tlf. 61 60 47 35 | Email: imcc@imcc.dk