Mental Health Rwanda
Mental Health Rwanda samarbejder med medicin-, psykologi-, og social work studerende i Rwanda om et mental health empowerment-projekt i Rwandas sydlige provins.
Det konkrete arbejde
Fokus for vores arbejde er primært administrativt, dvs. projektstyring, økonomistyring, evaluering, fundraising samt afholdelse af uddannelses-seminarer i Rwanda. I Danmark består arbejdet overordnet i afrapportering til vores sponsorer PRNGO og DUF samt administration af bevillingerne.
Desuden har vi en livlig og løbende idé- og tankeudveksling med vores samarbejdspartnere i Rwanda. Ud over dette kommer ”løse” aktiviteter så som at skrive artikler og lave oplysningsarbejde i Danmark.
I juni 09 samarbejdede vi med fundraising projektet Miss Afrika, der har valgt at dette års overskud skal gå til at etablere økonomi-genererende mini-projekter indenfor projektets rammer.
Desuden har vi sammen med IMCC Rwanda og deres samarbejdspartnere i Rwanda iværksat et netværksprojekt, der har til hensigt at styrke netværket mellem de forskellige danske og rwandiske aktører, der alle arbejder på at forbedre forholdene i Rwanda.
De ”løse” aktiviteter afhænger meget af gruppens dynamik og de enkelte medlemmers interesser – og der er altid plads til nye ideer.
Historie
I 2007 tog rwandiske medicinstuderende initiativ til et projekt der skulle imødekomme befolkningens traumatisering efter folkedrabet i 1994. Gennem andre Rwanda-relaterede IMCC-projekter opstod kontakten mellem den rwandiske organisation MMHA (Medical students Mental Health Association) og MHR (Mental Health Rwanda). I Danmark faciliterede vi i Mental Health Rwanda-gruppen det videre forløb til en DUF- og PRNGO ansøgning, som blev bevilliget.
Siden da er ca. 40 medicin- og psykologistuderende blevet uddannet i kompetencer indenfor traume, psykologisk rådgivning og psykoedukation med henblik på at udføre projektets aktiviteter, nemlig:
Psykoedukation af folkeskoleelever i PTSD-symptomer og coping-strategier.
Empowerment af lokalbefolkningen indenfor mental sundhed gennem:
- counselling ved sørgeceremonier
- undervisning ved den månedlige obligatoriske samfundstjeneste og
- psykoedukation af forældreløse unge.
Der har i projektets ca 2 årige levetid været en livlig udveksling mellem Danmark og Rwanda. Vi har således været i Rwanda 5 gange og vores partnere har været i Danmark 2 gange.
Vi skal i december 2009 ansøge om projektforlængelse og forventer i den forbindelse at afholde en workshop i november samt et seminar i februar/marts 2010.
Projektet findes i
København
Hvem kan deltage
Alle er velkomne i gruppen, uanset studieretning og tidligere erfaring med frivilligt arbejde. For tiden består vores gruppe af antropologi-, medicin-, psykologi-, folkesundhedsvidenskabs- samt international udvikling og journalistik-studerende.
Hvor mange er aktive i projektet
I København er vi ca. 10, og i Rwanda er de ca. 40 studerende.
Kontaktinformation
Formand: Kitty Nielsen, tlf. nr 29905079, email: mentalhealth@imcc.dk
Hvornår er næste møde?
Der afholdes månedsmøde den første onsdag i måneden kl. 19. Stedet for mødet varierer, så hvis du er nysgerrig, er det bedst at kontakte os for at høre nærmere.
