Universities Allied for Essential Medicines (UAEM)

AEM 2013 group picture

 

Om os

UAEM-DK (Universities Allied for Essential Medicines) er en international studenterorganisation, der arbejder for lige adgang til livsnødvendig medicin. Organisationen er allerede veletableret i mange lande som Tyskland, Norge, USA etc.

I Danmark er UAEM en del af IMCC og der er i øjeblikket afdelinger i København og i Århus.

 

Hvad er problemet?

… at 10 millioner mennesker hvert eneste år dør, fordi de ikke har adgang til livsvigtig medicin. Verdenssundhedsorganisationen (World Health Organization, WHO) har estimeret, at én ud af tre mennesker på jorden ikke har regelmæssig adgang til den medicin, WHO har klassificeret som livsvigtig. Meget af denne medicin eksisterer men er ikke tilgængelig i mange lav- og mellemindkomstlande.
Problemet er komplekst og har mange aspekter, men nogle af årsagerne er prisregulering og producenternes ret til patenter, næsten uagtet hvilke sundhedskonsekvenser dette kan medføre.

Derudover rammes mennesker i de fattigste lande af sygdomme, for hvilke der ikke findes behandling. WHO estimerer, at omtrent 1 milliard (det vil sige 1.000.000.000) mennesker lider af én eller flere af disse såkaldte Neglected Tropical Diseases (NTDs). Eksempler på NTDs er sovesyge, lymfatisk filiariasis og trakom, som gør patienten blind.

Da disse sygdomme typisk rammer patienter i fattige lande med lav købekraft, er der eklatant mangel på forskning i og udvikling af behandling for disse sygdomme. Således bliver 90% af verdens forskningsressourcer brugt på bare 10% af den globale sygdomsbyrde – med voldsom skævvridning mod “the Global North”, hvilket inkluderer Danmark.

Forskning, patenter og licenspolitik spiller vigtige roller i adgang til medicin, hvor universiteter og andre offentligt finansierede forskningsinstitutioner kan bidrage til at løse nogle af disse problemer. Med baggrund i ønsket om at generere ny viden til gavn for samfundet mener vi, disse institutioner har et ansvar for at gøre denne viden tilgængelig. For et land som Danmark bør det være i offentlighedens interesse at sikre alle mennesker – uanset social og økonomisk status – lige adgang til livsvigtig medicin og andre sundhedsteknologier.

 

Mission

UAEM Danmark ønsker at:

  • fremme tilgængelighed af medicin og sundhedsteknologi i lav-og mellemindkomstlande ved at ændre måden, hvorpå det akademiske miljø håndterer patenttagning og licensaftaler med den private sektor.
  • sikre, at universitær medicinsk forskning opfylder behovene hos alle mennesker i verden.
  • gøre studerende i stand til at påvirke krisen i adgang til og udvikling af medicin og sundhedsteknologier.

 

Arbejdet

Der foregår sideløbende arbejde på lokal og internationalt niveau.
Den oprindelige tanke bag UAEM er at vi som studerende kan påvirke vor egne universiteter til at tage det fornødne ansvar for den forskning der foregår i deres regi og de produkter denne forskning munder ud i.
I takt med at UAEM er vokset globalt er vi i stigende grad blevet en magtfaktor der også kan påvirke politisk beslutningstagning. Derfor sker foregår meget arbejde i EU og WHO regi.

Alle slags studerende med interesse indenfor emnet kan være med i UAEM. Der er brug for folk med evner/interesser indenfor jura, politik, kampagnearbejde, lobbyisme og alt muligt andet. Det vigtigste er at du brænder for at forbedre adgangen til livsvigtig medicin!

 

Du kan følge med i hvad vi laver i UAEM på vores facebookside.

 

UAEM nina og sandra